Salme 71
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!
In thee, O LORD, do I put my trust: let me never be put to confusion.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!
Deliver me in thy righteousness, and cause me to escape: incline thine ear unto me, and save me.
3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
Be thou my strong habitation, whereunto I may continually resort: thou hast given commandment to save me; for thou [art] my rock and my fortress.
4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
Deliver me, O my God, out of the hand of the wicked, out of the hand of the unrighteous and cruel man.
5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.
For thou [art] my hope, O Lord GOD: [thou art] my trust from my youth.
6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
By thee have I been holden up from the womb: thou art he that took me out of my mother’s bowels: my praise [shall be] continually of thee.
7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.
I am as a wonder unto many; but thou [art] my strong refuge.
8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.
Let my mouth be filled [with] thy praise [and with] thy honour all the day.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
Cast me not off in the time of old age; forsake me not when my strength faileth.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,
For mine enemies speak against me; and they that lay wait for my soul take counsel together,
11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
Saying, God hath forsaken him: persecute and take him; for [there is] none to deliver [him].
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!
O God, be not far from me: O my God, make haste for my help.
13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.
Let them be confounded [and] consumed that are adversaries to my soul; let them be covered [with] reproach and dishonour that seek my hurt.
14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
But I will hope continually, and will yet praise thee more and more.
15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
My mouth shall shew forth thy righteousness [and] thy salvation all the day; for I know not the numbers [thereof].
16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.
I will go in the strength of the Lord GOD: I will make mention of thy righteousness, [even] of thine only.
17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
O God, thou hast taught me from my youth: and hitherto have I declared thy wondrous works.
18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
Now also when I am old and grayheaded, O God, forsake me not; until I have shewed thy strength unto [this] generation, [and] thy power to every one [that] is to come.
19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
Thy righteousness also, O God, [is] very high, who hast done great things: O God, who [is] like unto thee!
20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
[Thou], which hast shewed me great and sore troubles, shalt quicken me again, and shalt bring me up again from the depths of the earth.
21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
Thou shalt increase my greatness, and comfort me on every side.
22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
I will also praise thee with the psaltery, [even] thy truth, O my God: unto thee will I sing with the harp, O thou Holy One of Israel.
23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.
My lips shall greatly rejoice when I sing unto thee; and my soul, which thou hast redeemed.
24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.
My tongue also shall talk of thy righteousness all the day long: for they are confounded, for they are brought unto shame, that seek my hurt.
