< Salme 71 >

1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!
HERRE, jeg lider paa dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!
Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøje dit Øre til mig;
3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
Min Gud, fri mig ud af gudløses Haand, af Niddings og Voldsmands Kløer;
5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.
thi du er mit Haab, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;
6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.
For mange staar jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;
8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.
min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,
thi mine Fjender taler om mig, de, der lurer paa min Sjæl, holder Raad:
11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
»Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!«
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!
Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.
lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der staar mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
Men jeg, jeg vil altid haabe, blive ved at istemme din Pris;
15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpaa.
16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.
Jeg vil minde om den Herre HERRENS Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.
17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu.
18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
Indtil Alderdommens Tid og de graanende Haar svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
Din Vælde og din Retfærdighed naar til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
Du, som lod os skue mangefold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege paa Citer for dig, du Israels Hellige;
23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.
juble skal mine Læber — ja, jeg vil lovsynge dig — og min Sjæl, som du udløste;
24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.
ogsaa min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel faar de, som vil mig ilde.

< Salme 71 >