Salme 69

1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.

Sálvame, oh ʼElohim, porque las aguas amenazan mi vida.

2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.

Estoy hundido en lodo profundo, Y no hay donde asentar pie. Entré en aguas profundas, Y un diluvio me inunda.

3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

Estoy cansado de llamar. Mi garganta enronqueció. Mis ojos desfallecen mientras espero a mi ʼElohim.

4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.

Aumentaron más que los cabellos de mi cabeza los que me odian sin causa. Son fuertes los que quieren destruirme. Se declararon enemigos míos sin causa. Y tengo que pagar lo que no robé.

5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.

Oh ʼElohim, Tú conoces mi insensatez. Mis pecados no te son ocultos.

6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.

No sean avergonzados por mi causa los que en Ti esperan, Oh ʼAdonay Yavé de las huestes. No sean avergonzados por mi causa los que te buscan, Oh ʼAdonay Yavé de las huestes. Que los que te buscan no sean deshonrados por mí, Oh ʼElohim de Israel.

7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.

Porque por tu causa he sufrido afrenta. Vergüenza cubrió mi semblante.

8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.

Me volví extraño para mis hermanos, Y extranjero para los hijos de mi madre.

9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.

Porque el celo de tu Casa me consume, Y las ofensas de los que te reprochan Cayeron sobre mí.

10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.

Me afligí a mí mismo con ayuno. Y esto fue mi afrenta.

11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.

Usé tela áspera como ropa, Y fui para ellos un refrán.

12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.

Los que se sientan en la puerta murmuran contra mí, Y soy el canto de los borrachos.

13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.

Pero yo elevo mi oración a Ti, oh Yavé, en el tiempo aceptable. Oh ʼElohim, por la grandeza de tu misericordia, Respóndeme con la verdad de tu salvación.

14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!

Sácame del lodo, Y no dejes que me hunda. Que yo sea librado de los que me aborrecen Y de las aguas profundas.

15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!

Que no me ahogue el diluvio de agua, Ni me sorba el abismo, Ni la fosa cierre sobre mí su boca.

16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!

Respóndeme, oh Yavé, Porque tu misericordia es buena. Vuélvete a mí conforme a la grandeza de tu misericordia.

17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!

No escondas tu rostro de tu esclavo, Porque estoy en angustia. Respóndeme prontamente.

18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!

Acércate a mi vida y redímela. Rescátame a causa de mis enemigos.

19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!

Tú conoces mi afrenta, mi vergüenza y mi oprobio. Delante de Ti están todos mis adversarios.

20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.

La afrenta quebrantó mi corazón, Y estoy enfermo. Busqué compasión, y no hubo, Y consoladores, pero ninguno hallé.

21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.

Me dieron además hiel como alimento, Y en mi sed me dieron a beber vinagre.

22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.

Vuélvase su mesa delante de ellos una trampa. Y cuando ellos estén seguros en paz, Se convierta en trampa para ellos.

23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.

Sean oscurecidos sus ojos para que no vean, Y que sus cinturas tiemblen continuamente.

24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!

Derrama tu indignación sobre ellos, Y alcánzalos con tu ardiente furor.

25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!

Sea su campamento desolado, Que nadie viva en sus tiendas.

26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.

Porque persiguen al que Tú mismo mataste, Y comentan el dolor de los que Tú heriste.

27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.

Añade iniquidad a su iniquidad, Y no entren ellos en tu justicia.

28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!

Sean borrados del rollo de la vida, Y no sean inscritos con los justos.

29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!

Pero yo estoy afligido y adolorido. Que tu salvación me ponga en alto, oh ʼElohim.

30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.

Yo alabaré el Nombre de ʼElohim con canto, Y lo exaltaré con acción de gracias.

31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.

Y agradará a Yavé más que el sacrificio de un buey, O un novillo con cuernos y pezuñas.

32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.

Lo ven los humildes y se alegran. Ustedes, los que buscan a ʼElohim, Que reviva su corazón.

33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!

Porque Yavé oye a los menesterosos, Y no desprecia a sus prisioneros.

34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.

¡Alábenlo los cielos y la tierra, Los mares, y todo lo que se mueve en ellos!

35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!

Porque ʼElohim salvará a Sion, Y edificará las ciudades de Judá Para que vivan allí y las posean.

36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

Los descendientes de tus esclavos la heredan, Y los que aman tu Nombre habitarán en ella.