Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
MAING Kot, kotin sauasa ia, pwe pil itida lel ong maur i.
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
I pan kirila nan wasa lususur lol, wasa me sota kakaluak; i mi nan pil lol, o ad pan kamop ia la.
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
I panga kila ai sangesang, kapin wor ai kirkilar, mas ai suedalar, pwe a warailar ai auiaui Kot.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
Me kin tata kin ia nin sokarepa me toto sang pit en mong ai. Me imwintiti ong ia, o me kin kawe ia la, ap sota karepa, kin kelail. I en pwain, me i sota kulia sang.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
Maing Kot, kom kotin mangi ai pweipwei, o ai sapung kan me sota rir sang komui.
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Kom der mueid ong irail, me auiaui komui, en sarodi pweki ngai, Maing Ieowa Sepaot; kom der mueid ong irail, me rapaki komui, en namenokala pweki ngai, Kot en Israel.
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Pwe i kin kankaururla pweki komui, mas ai me dir en namenok.
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
I wialar men wai amen ren ri ai kan, o nain in ai sasa ia lar.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
Pwe limpok ong tanpas omui kasor ia dier, o lalaue en ir, me kin lalaue komui id ko dong ia.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
I kin sangesang melel o kaisesol, ari so, re kin lalaue ia.
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
I likau kidar ed eu, a re kin lalaue ia.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
O me mondi pan wanim, kin kasekasenda ia, o wasan kang sakau, re kin kakaul kin ia.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
A i kin kapakap ong komui Maing Ieowa ni ansau me kon ong; Maing Kot, kom kotin mangi ia pweki omui kalangan lapalap o kotin sauasa ia.
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Kotin dore ia la sang nan pwel, pwe i ender kirila; pwe i en piti sang, me kailong kin ia o sang nan pil lol;
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
Pwe lapake ender kamop ia la, o wasa lol ender kadala ia la, o au en por o ender pur pena ong po i.
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Mangi ia, Maing Ieowa, pwe omui kalangan meid mau, kom kotin masan dong ia, pweki omui kalangan lapalap.
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
O kom der karirela sang sapwilim omui ladu silang omui, pwe i masak; kom kotin madang mangi ia!
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
Kom kotido ren ngen i o dorela i, kotin dore ia la pweki ai imwintiti kan.
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
Komui mangier duen ai sarodier, o ai lisela, o ai namenok, me palian ia, kin sansal ong komui.
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
Ai sarodier kin kawela nan mongiong i, o i luetalar melel. I auiaui, ma sota me pan insensuedeki mepukat, a sota man amen; o ma sota, me pan kamait ia la, a sota me i kak diar.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
Irail kin kamanga kin ia ede, o kanim pil kin ia pinika ni ai men nim piladar kaualap:
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
Arail tepel en wiala insar arail, o lidip arail, o kapup arail.
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Mas arail en rotorotala, pwe ren der kilang wasa, o irail en kos pena kokolata.
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
Wudokidi ong po’rail omui ongiong, o omui ongiong melel en lel ong irail.
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
Deu’rail en liselipingda, o sota me pan kauson nan im arail.
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
Pwe re kin pakipaki, me kom kotin kaloker, o re kin indinda, me dene komui kin kaloke mal sapwilim omui kan.
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Kom kotin kaloedi ong ir ni sapung toto, pwe ren der konodi omui pung.
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
Iris sang ir nan puk en kamaur, pwe ren der iang me pung kan kileledi.
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
A ngai me luet, o i kin waiwairok. Maing Kot, omui sauasa ia en sinsila ia.
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
I pan kapinga mar en Kot ki kaul pot, o i pan wauneki i melel ki danke.
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
I me Ieowa kotin kupura sang kau ol, me ose o pat en nä pualapual mia.
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Me luet akan kin kilang, o peren kida, o me kin rapaki Kot, mongiong arail pan maurada.
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Pwe Ieowa kotin mangi me samama kan, o a sota kotin mamaleki sapwilim a salidi kan.
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Nanlang en kapinga i, pil sappa, o madau, o karos me kin mokimokid lole.
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Pwe Kot pan kotin sauasa Sion, o a pan kauada kanim en Iuda kan, pwe aramas en kauson wasa o, o aneki.
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
O wan a ladu kan pan sosoki irail, o me kin pok ong mar a, pan kauson wasa o.
