Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
In finem, pro iis, qui commutabuntur, David. Salvum me fac Deus: quoniam intraverunt aquæ usque ad animam meam.
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
Infixus sum in limo profundi: et non est substantia. Veni in altitudinem maris: et tempestas demersit me.
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
Laboravi clamans, raucæ factæ sunt fauces meæ: defecerunt oculi mei, dum spero in Deum meum.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
Multiplicati sunt super capillos capitis mei, qui oderunt me gratis. Confortati sunt qui persecuti sunt me inimici mei iniuste: quæ non rapui, tunc exolvebam.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
Deus tu scis insipientiam meam: et delicta mea a te non sunt abscondita.
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Non erubescant in me qui expectant te Domine, Domine virtutum. Non confundantur super me qui quærunt te, Deus Israel.
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Quoniam propter te sustinui opprobrium: operuit confusio faciem meam.
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
Extraneus factus sum fratribus meis, et peregrinus filiis matris meæ.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
Quoniam zelus domus tuæ comedit me: et opprobria exprobrantium tibi, ceciderunt super me.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Et operui in ieiunio animam meam: et factum est in opprobrium mihi.
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
Et posui vestimentum meum cilicium: et factus sum illis in parabolam.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
Adversum me loquebantur qui sedebant in porta: et in me psallebant qui bibebant vinum.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
Ego vero orationem meam ad te Domine: tempus beneplaciti Deus. In multitudine misericordiæ tuæ exaudi me, in veritate salutis tuæ:
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Eripe me de luto, ut non infigar: libera me ab iis, qui oderunt me, et de profundis aquarum.
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
Non me demergat tempestas aquæ, neque absorbeat me profundum: neque urgeat super me puteus os suum.
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Exaudi me Domine, quoniam benigna est misericordia tua: secundum multitudinem miserationum tuarum respice in me.
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
Et ne avertas faciem tuam a puero tuo: quoniam tribulor, velociter exaudi me.
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
Intende animæ meæ, et libera eam: propter inimicos meos eripe me.
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
Tu scis improperium meum, et confusionem meam, et reverentiam meam.
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
In conspectu tuo sunt omnes qui tribulant me, improperium expectavit cor meum et miseriam. Et sustinui qui simul contristaretur, et non fuit: et qui consolaretur, et non inveni.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
Et dederunt in escam meam fel: et in siti mea potaverunt me aceto.
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
Fiat mensa eorum coram ipsis in laqueum, et in retributiones, et in scandalum.
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Obscurentur oculi eorum ne videant: et dorsum eorum semper incurva.
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
Effunde super eos iram tuam: et furor iræ tuæ comprehendat eos.
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
Fiat habitatio eorum deserta: et in tabernaculis eorum non sit qui inhabitet.
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
Quoniam quem tu percussisti, persecuti sunt: et super dolorem vulnerum meorum addiderunt.
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Appone iniquitatem super iniquitatem eorum: et non intrent in iustitiam tuam.
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
Deleantur de Libro viventium: et cum iustis non scribantur.
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
Ego sum pauper et dolens: salus tua Deus suscepit me.
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Laudabo nomen Dei cum cantico: et magnificabo eum in laude:
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
Et placebit Deo super vitulum novellum: cornua producentem et ungulas.
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Videant pauperes et lætentur: quærite Deum, et vivet anima vestra:
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Quoniam exaudivit pauperes Dominus: et vinctos suos non despexit.
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Laudent illum cæli et terra, mare, et omnia reptilia in eis.
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Quoniam Deus salvam faciet Sion: et ædificabuntur civitates Iuda. Et inhabitabunt ibi, et hereditate acquirent eam.
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
Et semen servorum eius possidebit eam, et qui diligunt nomen eius, habitabunt in ea.
