Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
Dem Sangmeister, nach (der Weise von: ) "Lilien". Von David.
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
Hilf mir, Elohim, / Denn die Wasser bedrohen mein Leben!
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
Versunken bin ich in tiefen Morast und kann nicht stehn; / Ich bin geraten in Wasserstrudel, es hat mich die Flut überströmt.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
Ich bin müde vom Schrein, meine Kehle ist heiser; / Erloschen sind meine Augen, während ich harre auf meinen Gott.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
Zahlreicher als meines Hauptes Haare sind, die mich grundlos hassen. / Mächtig sind, die mich zu vernichten suchen, / Die mich mit Unrecht befeinden. / Was ich nicht geraubt, das soll ich erstatten!
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Elohim, du kennst meine Torheit, / Und mein Verschulden ist dir nicht verborgen.
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Laß nicht in mir zuschanden werden, die auf dich harren, / Adonái Jahwe der Heerscharen (Herr)! / Laß nicht um meinetwillen in Schimpf geraten, / Die dich, Gott Israels, suchen!
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
Denn meinetwegen habe ich Schmach ertragen, / Hat Schande mein Antlitz bedeckt.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
Fremd bin ich meinen Brüdern geworden / Und unbekannt meiner Mutter Söhnen.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Denn der Eifer um dein Haus hat mich verzehrt, / Und die Lästerungen derer, die dich schmähen, sind auf mich gefallen.
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
Wenn ich weinte bei meinem Fasten, / So ward ich deshalb verhöhnt.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
Und zog ich an ein härenes Kleid, / So trieben sie ihren Spott mit mir.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
Die im Tore sitzen, schwatzen von mir, / Die Lieder der Zecher verhöhnen mich.
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Ich aber, Jahwe, bete zu dir; nimm du es gnädig auf! / Antworte mir, Elohim, nach deiner großen Güte, / Nach deiner Treue, die Hilfe schenkt!
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
Entreiß mich dem Schlamm, daß ich nicht versinke! / Von meinen Feinden errette mich, / Zieh mich aus den Wassertiefen!
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Laß mich die Fluten nicht überströmen, / Laß den Strudel mich nicht verschlingen, / Nicht schließe der Brunnen sich über mir!
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
Erhöre mich, Jahwe; denn deine Huld ist köstlich; / Nach deinem großen Erbarmen kehr dich zu mir!
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
Verbirg dein Antlitz nicht vor deinem Knechte! / Denn mir ist angst; antworte mir eilends!
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
O nahe du meiner Seele, erlöse sie, / Um meiner Feinde willen mache mich frei!
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
Du weißt ja, daß Schmach und Schande und Schimpf mein Teil gewesen; / All meine Dränger sind dir bekannt.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
Die Schmach hat mein Herz gebrochen: ich sieche dahin. / Ich dachte, Mitleid zu finden, doch nein! / Ich hoffte auf Tröster und fand sie nicht.
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
Vielmehr ward mir Gift in die Speise gemischt, / Mit Essig tränkte man mich in meinem Durst.
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Ihr Tisch soll ihnen zur Schlinge werden, / Zum Fallstrick, während sie sorglos sind.
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
Ihre Augen sollen finster werden und nicht mehr sehn. / Ihre Hüften laß immerdar wanken!
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
Gieß deinen Grimm auf sie aus, / Und deine Zornglut treffe sie!
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
Ihr Lager soll wüste werden, / In ihren Zelten sei kein Bewohner!
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Denn den du geschlagen, verfolgen sie / Und erzählen von deiner Durchbohrten Schmerz.
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
Mehre du ihre Sündenschuld / Und laß sie dein Heil nicht erlangen!
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
Tilge sie aus dem Lebensbuch / Und mit den Frommen schreib sie nicht auf!
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Doch ich bin gebeugt und schmerzbeladen, / Deine Hilfe, Elohim, sie wird mich schützen.
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
Dann will ich den Namen Gottes im Liede rühmen / Und ihn mit Danken erheben.
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Das wird Jahwe besser gefallen als Rinder, / Als Stiere mit Hörnern und Klauen.
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Sehen das Dulder, so freuen sie sich. / Die ihr Gott sucht, euer Herz lebe auf!
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Denn Jahwe merkt auf die Armen, / Seine Gefangnen verachtet er nicht.
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Es sollen ihn loben Himmel und Erde, / Die Meere und alles, was drinnen sich regt.
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
Denn Elohim wird Zion helfen / Und bauen die Städte Judas, / Daß man dort wohne und sie besitze. Seiner Knechte Nachkommen werden sie erben; / Und die seinen Namen lieben, / Sollen darin ihre Wohnung haben.
