Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
Au chef des chantres. Sur les lis. De David. Sauve-moi, ô Dieu! Car les eaux menacent ma vie.
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
J’enfonce dans la boue, sans pouvoir me tenir; Je suis tombé dans un gouffre, et les eaux m’inondent.
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
Je m’épuise à crier, mon gosier se dessèche, Mes yeux se consument, tandis que je regarde vers mon Dieu.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
Ils sont plus nombreux que les cheveux de ma tête, Ceux qui me haïssent sans cause; Ils sont puissants, ceux qui veulent me perdre, Qui sont à tort mes ennemis. Ce que je n’ai pas dérobé, il faut que je le restitue.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
O Dieu! Tu connais ma folie, Et mes fautes ne te sont point cachées.
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Que ceux qui espèrent en toi ne soient pas confus à cause de moi, Seigneur, Éternel des armées! Que ceux qui te cherchent ne soient pas dans la honte à cause de moi, Dieu d’Israël!
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Car c’est pour toi que je porte l’opprobre, Que la honte couvre mon visage;
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
Je suis devenu un étranger pour mes frères, Un inconnu pour les fils de ma mère.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
Car le zèle de ta maison me dévore, Et les outrages de ceux qui t’insultent tombent sur moi.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Je verse des larmes et je jeûne, Et c’est ce qui m’attire l’opprobre;
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
Je prends un sac pour vêtement, Et je suis l’objet de leurs sarcasmes.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
Ceux qui sont assis à la porte parlent de moi, Et les buveurs de liqueurs fortes me mettent en chansons.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
Mais je t’adresse ma prière, ô Éternel! Que ce soit le temps favorable, ô Dieu, par ta grande bonté! Réponds-moi, en m’assurant ton secours!
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Retire-moi de la boue, et que je n’enfonce plus! Que je sois délivré de mes ennemis et du gouffre!
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
Que les flots ne m’inondent plus, Que l’abîme ne m’engloutisse pas, Et que la fosse ne se ferme pas sur moi!
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Exauce-moi, Éternel! Car ta bonté est immense. Dans tes grandes compassions, tourne vers moi les regards,
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
Et ne cache pas ta face à ton serviteur! Puisque je suis dans la détresse, hâte-toi de m’exaucer!
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
Approche-toi de mon âme, délivre-la! Sauve-moi, à cause de mes ennemis!
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
Tu connais mon opprobre, ma honte, mon ignominie; Tous mes adversaires sont devant toi.
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
L’opprobre me brise le cœur, et je suis malade; J’attends de la pitié, mais en vain, Des consolateurs, et je n’en trouve aucun.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
Ils mettent du fiel dans ma nourriture, Et, pour apaiser ma soif, ils m’abreuvent de vinaigre.
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
Que leur table soit pour eux un piège, Et un filet au sein de leur sécurité!
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Que leurs yeux s’obscurcissent et ne voient plus, Et fais continuellement chanceler leurs reins!
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
Répands sur eux ta colère, Et que ton ardente fureur les atteigne!
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
Que leur demeure soit dévastée, Qu’il n’y ait plus d’habitants dans leurs tentes!
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
Car ils persécutent celui que tu frappes, Ils racontent les souffrances de ceux que tu blesses.
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Ajoute des iniquités à leurs iniquités, Et qu’ils n’aient point part à ta miséricorde!
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
Qu’ils soient effacés du livre de vie, Et qu’ils ne soient point inscrits avec les justes!
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
Moi, je suis malheureux et souffrant: O Dieu, que ton secours me relève!
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Je célébrerai le nom de Dieu par des cantiques, Je l’exalterai par des louanges.
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
Cela est agréable à l’Éternel, plus qu’un taureau Avec des cornes et des sabots.
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Les malheureux le voient et se réjouissent; Vous qui cherchez Dieu, que votre cœur vive!
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Car l’Éternel écoute les pauvres, Et il ne méprise point ses captifs.
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Que les cieux et la terre le célèbrent, Les mers et tout ce qui s’y meut!
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Car Dieu sauvera Sion, et bâtira les villes de Juda; On s’y établira, et l’on en prendra possession;
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
La postérité de ses serviteurs en fera son héritage, Et ceux qui aiment son nom y auront leur demeure.
