Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
(Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
