Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
Frels mig Gud, thi Vandene naar mig til Sjælen,
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen gaar over mig;
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie paa min Gud;
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
flere end mit Hoveds Haar er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Gud, du kender min Daarskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier paa dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Aasyn dækkes af Skændsel;
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet paa mig;
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Men jeg beder, HERRE, til dig i Naadens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
lad Strømmen ikke gaa over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
Svar mig, HERRE, thi god er din Naade, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
dit Aasyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Vaade, skynd dig og svar mig;
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede paa alle mine Fjender.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves paa Medynk, paa Trøstere uden at finde;
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
lad Øjnene slukkes, saa Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme naa dem;
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du saared.
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke faa Del i din Retfærd;
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Naar de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Thi HERREN laaner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
