Salme 69
1 Til Sangmesteren; til „Lillierne”; af David.
Zborovođi. Po napjevu “Ljiljani”. Davidov. Spasi me, Bože: vode mi dođoše do grla!
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
U duboko blato zapadoh i nemam kamo nogu staviti; u duboku tonem vodu, pokrivaju me valovi.
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
Iznemogoh od vikanja, grlo mi je promuklo, oči mi klonuše Boga mog čekajuć'.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
Brojniji su od vlasi na glavi mojoj oni koji me mrze nizašto. Tvrđi su od kostiju mojih oni što mi se nepravedno protive: zar mogu vratiti što nisam oteo?
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
Bože, ti znadeš bezumnost moju, moji ti grijesi nisu sakriti.
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Nek' se ne postide zbog mene koji se u te uzdaju, Gospode, Jahve nad Vojskama! Neka se ne posrame zbog mene koji traže tebe, Bože Izraelov!
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Jer zbog tebe podnesoh pogrdu, i stid mi pokri lice.
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
Tuđinac postadoh braći i stranac djeci majke svoje.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
Jer me izjela revnost za Dom tvoj i poruge onih koji se rugaju tebi padoše na me.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Dušu sam postom mučio, okrenulo mi se u ruglo.
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
Uzeh kostrijet za haljinu, i postah im igračka.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
Koji sjede na vratima protiv mene govore, vinopije mi rugalice poju.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
No tebi se molim, Jahve, u vrijeme milosti, Bože; po velikoj dobroti svojoj ti me usliši po svojoj vjernoj pomoći!
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Izvuci me iz blata da ne potonem, od onih koji me mrze izbavi me - iz voda dubokih.
15 Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
Nek' me ne pokriju valovi, nek' me ne proguta dubina, nek' bezdan ne zatvori usta nada mnom!
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Usliši me, Jahve, jer je dobrostiva milost tvoja, po velikom milosrđu pogledaj na me!
17 Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
Ne sakrivaj lica pred slugom svojim; jer sam u stisci, usliši me brzo!
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
Približi se duši mojoj i spasi je; zbog dušmana mojih oslobodi me!
19 Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
Ti mi znadeš porugu, stid i sramotu, pred tvojim su očima svi koji me muče.
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
Ruganje mi slomilo srce i klonuh; čekao sam da se tko sažali nada mnom, ali ga ne bi; i da me tko utješi, ali ga ne nađoh.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
U jelo mi žuči umiješaše, u mojoj me žeđi octom napojiše.
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
Nek' im stol bude zamka, a žrtvene gozbe stupica!
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Nek' im potamne oči da ne vide, nek' im bokovi zasvagda oslabe!
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
Izlij na njih ljutinu, žar tvoga gnjeva nek' ih zahvati!
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
Njihova kuća nek' opusti, u njihovu šatoru nek' nitko ne stanuje!
26 Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
Jer su progonili koga ti pokara, bol povećaše onomu koga ti rani.
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
Na njihovu krivnju krivnju još dodaj, ne opravdali se pred tobom!
28 Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
Nek' budu izbrisani iz knjige živih, među pravednike neka se ne broje!
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
A ja sam jadnik i bolnik - nek' me štiti tvoja pomoć, o Bože!
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Božje ću ime hvaliti popijevkom, hvalit ću ga zahvalnicom.
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
Bit će to milije Jahvi no bik žrtveni, milije nego junac s papcima i rozima.
32 Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Gledajte, ubogi, i radujte se, nek' vam oživi srce, svima koji Boga tražite.
33 De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
Jer siromahe Jahve čuje, on ne prezire sužanja svojih.
34 Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Neka ga hvale nebesa i zemlja, mora i sve što se u njima miče.
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Jer Bog će spasiti Sion - on će sagradit' gradove Judine - tu će oni stanovat', imati baštinu.
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
Baštinit će ga potomci slugu njegovih; prebivat će u njemu oni što ljube ime Božje.
