Salme 66
1 Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden!
Dem Vorsänger. Ein Psalmlied. Jauchzet Gott, alle Welt!
2 Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris.
Singet Ehre seinem Namen, machet herrlich sein Lob!
3 Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.
Sprechet zu Gott: Wie wunderbar sind deine Werke! Ob der Größe deiner Macht schmeicheln dir deine Feinde.
4 Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. (Sela)
Alle Welt bete dich an und lobsinge dir, lobsinge deinem Namen! (Pause)
5 Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn.
Kommt her und schauet die Werke Gottes, dessen Tun an den Menschenkindern so wunderbar ist!
6 Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham.
Er verwandelte das Meer in trockenes Land, durch den Strom gingen sie zu Fuß; daselbst freuten wir uns seiner.
7 Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. (Sela)
Er herrscht durch seine Kraft ewiglich; seine Augen beobachten die Völker; die Widerspenstigen werden nicht aufkommen gegen ihn. (Pause)
8 I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris!
Preiset, ihr Nationen, unsern Gott, Lasset laut sein Lob erschallen,
9 Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble.
der unsre Seelen ins Leben rief und unsre Füße nicht wanken ließ!
10 Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.
Denn du hast uns geprüft, o Gott, und uns geläutert, wie man Silber läutert;
11 Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder.
du hast uns ins Gefängnis wandern lassen, hast unsern Lenden eine schwere Last auferlegt;
12 Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges.
du hast Menschen über unser Haupt fahren lassen; wir sind in Feuer und Wasser gekommen; aber du hast uns herausgeführt in die Freiheit.
13 Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter,
Darum will ich mit Brandopfern in dein Haus kommen und dir meine Gelübde bezahlen,
14 dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest.
welche sich meinen Lippen entrungen haben und die mein Mund geredet hat, als mir bange war.
15 Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. (Sela)
Fette Brandopfer will ich dir darbringen samt dem Rauch von Widdern; Rinder samt Böcken will ich zurichten. (Pause)
16 Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl.
Kommt her, höret zu, alle, die ihr Gott fürchtet; ich will erzählen, was er an meiner Seele getan hat!
17 Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge.
Zu ihm rief ich mit meinem Munde, und Lobpreis war auf meiner Zunge.
18 Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig.
Hätte ich Unrecht vorgehabt in meinem Herzen, so hätte der Herr nicht erhört;
19 Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst.
aber wahrlich, Gott hat erhört, er hat auf die Stimme meines Flehens geachtet.
20 Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
Gelobt sei Gott, der mein Gebet nicht abgewiesen und seine Gnade nicht von mir gewendet hat!
