Salme 65

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang.

Dem Sangmeister, ein Psalm Davids. Ein Lied.

2 Gud! man lover dig i det stille i Zion, og dig skal betales Løfte.

Dir gebührt, Elohim, in Zion ein Lobgesang, / Dir soll man Gelübde bezahlen.

3 Du, som hører Bønnen, hen til dig tyr alt Kød.

Du erhörest Gebete; / Drum kommen alle Menschen zu dir.

4 Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone!

Sind meine Sünden mir unerträglich — / Du wirst unsre Frevel vergeben.

5 Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom.

Heil dem, den du erwählst und nahen lässest, / Daß er weile in deinen Höfen! / Laß uns deines Hauses Segen genießen, / Deines heiligen Tempels Segen!

6 Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne.

In Huld erhörst du uns furchtbar, Gott unsers Heils. / Dir vertraun alle Enden der Erde und fernen Meere.

7 Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde;

Er festigt die Berge durch seine Kraft, / Er ist umgürtet mit Stärke.

8 han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder.

Er stillet das Brausen des Meeres, seiner Wellen Gedröhn / Und das Tosen der Völker.

9 Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel.

Drum zittern die fernsten Erdbewohner vor deinen Zeichen. / Ost und West erfüllst du mit Jubel.

10 Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket.

Du hast des Landes gedacht, ihm Fülle verliehn, / Es mit Reichtum begabt. / Der Bach Elohims war mit Wasser gefüllt. / Du hast den Menschen Getreide geschenkt, / Hast das Land so fruchtbar gemacht.

11 Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde.

Des Erdreichs Furchen hast du getränkt, seine Schollen erweicht, / Es durch Regen gelockert / Und sein Gewächs gesegnet.

12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.

Du hast das Jahr deiner Güte gekrönt, / Und deine Geleise triefen von Fett.

13 Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.

Es triefen die Auen der Steppe, / Mit Jubel die Hügel sich gürten. Es sind die Fluren mit Herden bedeckt, / Die Täler mit Korn gehüllt — / Alles jauchzet und singt!