Salme 62

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

In finem, pro Idithun. Psalmus David. Nonne Deo subjecta erit anima mea? ab ipso enim salutare meum.

2 Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.

Nam et ipse Deus meus et salutaris meus; susceptor meus, non movebor amplius.

3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

Quousque irruitis in hominem? interficitis universi vos, tamquam parieti inclinato et maceriæ depulsæ.

4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

Verumtamen pretium meum cogitaverunt repellere; cucurri in siti: ore suo benedicebant, et corde suo maledicebant.

5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)

Verumtamen Deo subjecta esto, anima mea, quoniam ab ipso patientia mea:

6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.

quia ipse Deus meus et salvator meus, adjutor meus, non emigrabo.

7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

In Deo salutare meum et gloria mea; Deus auxilii mei, et spes mea in Deo est.

8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

Sperate in eo, omnis congregatio populi; effundite coram illo corda vestra: Deus adjutor noster in æternum.

9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)

Verumtamen vani filii hominum, mendaces filii hominum in stateris, ut decipiant ipsi de vanitate in idipsum.

10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

Nolite sperare in iniquitate, et rapinas nolite concupiscere; divitiæ si affluant, nolite cor apponere.

11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

Semel locutus est Deus; duo hæc audivi: quia potestas Dei est,

12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.

et tibi, Domine, misericordia: quia tu reddes unicuique juxta opera sua.