Salme 62

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

In finem, Pro Idithun, Psalmus David. Nonne Deo subiecta erit anima mea? ab ipso enim salutare meum.

2 Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.

Nam et ipse Deus meus, et salutaris meus: susceptor meus, non movebor amplius.

3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

Quousque irruitis in hominem? interficitis universi vos: tamquam parieti inclinato et maceriæ depulsæ.

4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

Verumtamen pretium meum cogitaverunt repellere, cucurri in siti: ore suo benedicebant, et corde suo maledicebant.

5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)

Verumtamen Deo subiecta esto anima mea: quoniam ab ipso patientia mea.

6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.

Quia ipse Deus meus, et salvator meus: adiutor meus, non emigrabo.

7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

In Deo salutare meum, et gloria mea: Deus auxilii mei, et spes mea in Deo est.

8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

Sperate in eo omnis congregatio populi, effundite coram illo corda vestra: Deus adiutor noster in æternum.

9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)

Verumtamen vani filii hominum, mendaces filii hominum in stateris: ut decipiant ipsi de vanitate in idipsum.

10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

Nolite sperare in iniquitate, et rapinas nolite concupiscere: divitiæ si affluant, nolite cor apponere.

11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

Semel locutus est Deus, duo hæc audivi, quia potestas Dei est,

12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.

et tibi Domine misericordia: quia tu reddes unicuique iuxta opera sua.