Salme 62

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

2 Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.

3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)

6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.

7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)

10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.