Salme 62
1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
Katoeng kruek zaehoikung hanah. Jeduthun ah sak koi David ih Saam laa. Tangtang ni, ka hinghaih mah laisaep ai ah Sithaw to zing; kai pahlonghaih doeh anih khae hoiah ni angzoh.
2 Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.
Anih khue ni ka lungsong hoi ka pahlonghaih ah oh; anih loe kai ih sipae ah oh pongah, mawnh paraihaih ka tawn mak ai.
3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.
Kami maeto to nasetto maw na tuk o han? Kai loe amtimh tom sipae, angkhaa thai ai khongkha baktiah ni ka oh boeh, nangcae boih mah nasetto thungah maw nang hum o han vop?
4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?
Nihcae loe ka ohhaih hmuensang hoiah kai pakhrak hanah poek o; lok amlai o; pakha hoiah tahamhoihaih to paek o, toe palung thung hoiah loe kasae to a thuih o. (Selah)
5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)
Ka hinghaih loe, laisaep ai ah Sithaw khue ni zing; ka oephaih doeh anih khae hoiah ni angzoh.
6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.
Anih khue ni ka lungsong hoi ka pahlonghaih ah oh; anih loe kai ih sipae ah oh pongah, mawnh paraihaih ka tawn mak ai.
7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.
Ka pahlonghaih hoi ka lensawkhaih loe Sithaw khaeah ni oh; ka thacakhaih lungsong hoi ka buephaih loe Sithaw ni.
8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
Aw kaminawk, anih khaeah amha o poe ah loe, anih khaeah palungthin to paek oh; Sithaw loe aicae abuephaih ah oh. (Selah)
9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)
Tangtang ni, khosak kahnaem kaminawk loe takhi khue ah ni oh o, khosak sang kaminawk doeh amsawnlok thui kami ah ni oh o; tahhaih hoiah tah naah, nihcae loe takhi pongah anghoep o kue.
10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.
Pacaekthlaekhaih to oep hmah loe, lomh ih hmuenmae pongah doeh amoek o hmah; hmuenmae hoi angraeng parai naah, to hmuenmae nuiah na poekhaih suem hmah.
11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!
Sithaw mah lok vaito thuih; vai hnetto thuih naah, thacakhaih loe Sithaw ih ni, tiah ka thaih.
12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.
Aw Angraeng, nang loe palungnathaih hoiah na koi; nang loe kaminawk boih hanah a tok sakhaih baktih toengah tangqum to na paek.
