Salme 60

1 Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; „et gyldent Smykke”; til at læres;

Au maître de chant. Sur le Lys du témoignage. Hymne de David, à enseigner. Lorsqu’il fit la guerre aux Syriens de Mésopotamie et aux Syriens de Soba, et que Joab revint et battit Edom dans la vallée du Sel, lui tuant douze mille hommes. Ô Dieu, tu nous as rejetés, tu nous as dispersés: tu étais irrité: rends-nous ta faveur!

2 der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde.

Tu as ébranlé le pays, tu l’as déchiré: répare ses brèches, car il chancelle!

3 Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!

Tu as fait voir à ton peuple de rudes épreuves, tu nous as fait boire un vin de vertige.

4 Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster.

Mais tu as donné à ceux qui te craignent une bannière, afin qu’elle s’élève à cause de ta vérité. — Séla.

5 Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.

Afin que tes bien-aimés soient délivrés, sauve par ta droite, et exauce-moi.

6 Men nu har du givet dem, som dig frygte, et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela)

Dieu a parlé dans sa sainteté: « Je tressaillirai de joie. J’aurai Sichem en partage, et je mesurerai la vallée de Succoth.

7 paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os!

Galaad est à moi, à moi Manassé! Ephraïm est l’armure de ma tête, et Juda mon sceptre.

8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.

Moab est le bassin où je me lave; sur Edom je jette ma sandale; terre des Philistins, pousse des acclamations en mon honneur! »

9 Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.

Qui me mènera à la ville forte? Qui me conduira à Edom?

10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!

N’est-ce pas toi, ô Dieu, qui nous avais rejetés, ô Dieu, qui ne sortais plus avec nos armées?

11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom?

Prête-nous ton secours contre l’oppresseur! Le secours de l’homme n’est que vanité.

12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Avec Dieu nous accomplirons des exploits; il écrasera nos ennemis.