Salme 60
1 Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; „et gyldent Smykke‟; til at læres;
To the Overseer. — 'Concerning the Lily of Testimony,' a secret treasure of David, to teach, in his striving with Aram-Naharaim, and with Aram-Zobah, and Joab turneth back and smiteth Edom in the valley of Salt — twelve thousand. O God, Thou hadst cast us off, Thou hadst broken us — hadst been angry! — Thou dost turn back to us.
2 der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde.
Thou hast caused the land to tremble, Thou hast broken it, Heal its breaches, for it hath moved.
3 Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!
Thou hast shewn Thy people a hard thing, Thou hast caused us to drink wine of trembling.
4 Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster.
Thou hast given to those fearing thee an ensign. To be lifted up as an ensign Because of truth. (Selah)
5 Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.
That Thy beloved ones may be drawn out, Save [with] Thy right hand, and answer us.
6 Men nu har du givet dem, som dig frygte, et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela)
God hath spoken in His holiness: I exult — I apportion Shechem, And the valley of Succoth I measure,
7 paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os!
Mine [is] Gilead, and mine [is] Manasseh, And Ephraim [is] the strength of my head, Judah [is] my lawgiver,
8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
Moab [is] my pot for washing, over Edom I cast my shoe, Shout, concerning me, O Philistia.
9 Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.
Who doth bring me [to] a city of bulwarks? Who hath led me unto Edom?
10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
Is it not Thou, O God? hast Thou cast us off? And dost Thou not go forth, O God, with our hosts!
11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom?
Give to us help from adversity, And vain [is] the deliverance of man.
12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.
In God we do mightily, And He treadeth down our adversaries!
