Salme 59
1 Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; af David; „et gyldent Smykke‟; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at slaa ham ihjel.
Izbavi me od neprijatelja mojih, Bože moj, i od onijeh, što ustaju na me, zakloni me.
2 Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig.
Izbavi me od onijeh koji èine bezakonje, i od krvopija saèuvaj me.
3 Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerrige Mænd!
Evo zlo namišljaju duši mojoj, skupljaju se na me silni, bez krivice moje i bez grijeha mojega, Gospode.
4 Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!
Bez krivice moje stjeèu se i oružaju se; ustani za mene, i gledaj.
5 Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til!
Ti, Gospode, Bože nad vojskama, Bože Izrailjev, probudi se, obiði sve ove narode, nemoj požaliti odmetnika.
6 Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! (Sela)
Nek se vrate uveèe, laju kao psi, i idu oko grada.
7 De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
Evo ruže jezikom svojim, maè im je u ustima, jer, vele, ko æe èuti?
8 Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi „hvo hører det?‟
Ali ti æeš se, Gospode, smijati njima i posramiti sve ove narode.
9 Men du, Herre! du ler ad dem, du spotter alle Hedningerne.
Oni su jaki, ali ja na tebe pogledam, jer si ti Bog èuvar moj.
10 Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning.
Bog, koji me miluje, ide preda mnom, Bog mi daje bez straha da gledam neprijatelje svoje.
11 Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender.
Nemoj ih pobiti, da ne bi zaboravio narod moj; raspi ih silom svojom i obori ih, Gospode, branièu naš,
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold.
Za grijeh usta njihovijeh, za rijeèi jezika njihova; nek se uhvate u oholosti svojoj za kletvu i laž koju su govorili.
13 Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige.
Raspi u gnjevu, raspi, da ih nema; i neka poznadu da Bog vlada nad Jakovom i do krajeva zemaljskih.
14 Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. (Sela)
Nek se vrate uveèe, laju kao psi, i idu oko grada.
15 Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
Neka tumaraju tražeæi hrane, i ne nasitivši se neka noæi provode.
16 De skulle vanke hid og did efter Føde og overnatte, uden at de blive mætte.
A ja æu pjevati silu tvoju, rano ujutru glasiti milost tvoju; jer si mi bio obrana i utoèište u dan nevolje moje.
17 Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud, som beviser mig Miskundhed.
Silo moja! tebi æu pjevati, jer si ti Bog èuvar moj, Bog koji me miluje.
