Salme 56
1 Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne‟ af David; „et gyldent Smykke‟, der Filisterne havde grebet ham i Gath.
Til sangmesteren; efter "Den målløse due på de fjerne steder"; av David; en gyllen sang da filistrene grep ham i Gat. Vær mig nådig, Gud! for mennesker vil opsluke mig; hele dagen trenger de mig med krig.
2 Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag.
Mine fiender søker å opsluke mig hele dagen; for mange er de som strider mot mig i overmot.
3 Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.
På den dag jeg frykter, setter jeg min lit til dig.
4 Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig.
Ved Gud priser jeg hans ord; til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde kjød kunne gjøre mig?
5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig?
Hele dagen forvender de mine ord; alle deres tanker er mig imot til det onde.
6 Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det onde.
De slår sig sammen, de lurer, de tar vare på mine trin, fordi de står mig efter livet.
7 De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv.
Skulde de undslippe tross sin ondskap? Støt folkeslag ned i vrede, Gud!
8 Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede!
Hvor ofte jeg har flyktet, det har du tellet; mine tårer er gjemt i din flaske; står de ikke i din bok?
9 Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog?
Da skal mine fiender vende tilbake, på den dag jeg roper; dette vet jeg at Gud er med mig.
10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud.
Ved Gud priser jeg ordet; ved Herren priser jeg ordet.
11 I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet.
Til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde et menneske kunne gjøre mig?
12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig?
På mig, Gud, hviler løfter til dig; jeg vil betale dig med takksigelser.
13 Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.
For du har fridd min sjel fra døden, ja mine føtter fra fall, så jeg kan vandre for Guds åsyn i de levendes lys.
