Salme 56

1 Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne” af David; „et gyldent Smykke”, der Filisterne havde grebet ham i Gath.

Au chef de musique. Sur Jonath-Élem-Rekhokim. De David. Mictam; quand les Philistins le prirent dans Gath. Use de grâce envers moi, ô Dieu! car l’homme voudrait m’engloutir; me faisant la guerre tout le jour, il m’opprime.

2 Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag.

Mes ennemis voudraient tout le jour m’engloutir; car il y en a beaucoup qui me font la guerre, avec hauteur.

3 Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.

Au jour où je craindrai, je me confierai en toi.

4 Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig.

En Dieu, je louerai sa parole; en Dieu je me confie: je ne craindrai pas; que me fera la chair?

5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig?

Tout le jour ils tordent mes paroles; toutes leurs pensées sont contre moi en mal.

6 Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det onde.

Ils s’assemblent, ils se cachent, ils observent mes pas, car ils guettent mon âme.

7 De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv.

Échapperont-ils par l’iniquité? Dans ta colère, ô Dieu, précipite les peuples!

8 Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede!

Tu comptes mes allées et mes venues; mets mes larmes dans tes vaisseaux; ne sont-elles pas dans ton livre?

9 Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog?

Alors mes ennemis retourneront en arrière, au jour où je crierai; je sais cela, car Dieu est pour moi.

10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud.

En Dieu, je louerai sa parole; en l’Éternel, je louerai sa parole.

11 I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet.

En Dieu je me confie: je ne craindrai pas; que me fera l’homme?

12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig?

Les vœux que je t’ai faits sont sur moi, ô Dieu! je te rendrai des louanges.

13 Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.

Car tu as délivré mon âme de la mort: [ne garderais-tu] pas mes pieds de broncher, pour que je marche devant Dieu dans la lumière des vivants?