Salme 55

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David. Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring.

Au chef des chantres. Avec instruments à cordes. Cantique de David. O Dieu! Prête l’oreille à ma prière, Et ne te dérobe pas à mes supplications!

2 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle

Écoute-moi, et réponds-moi! J’erre çà et là dans mon chagrin et je m’agite,

3 over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede.

A cause de la voix de l’ennemi et de l’oppression du méchant; Car ils font tomber sur moi le malheur, Et me poursuivent avec colère.

4 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.

Mon cœur tremble au-dedans de moi, Et les terreurs de la mort me surprennent;

5 Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig.

La crainte et l’épouvante m’assaillent, Et le frisson m’enveloppe.

6 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo.

Je dis: Oh! Si j’avais les ailes de la colombe, Je m’envolerais, et je trouverais le repos;

7 Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. (Sela)

Voici, je fuirais bien loin, J’irais séjourner au désert; (Pause)

8 Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen.

Je m’échapperais en toute hâte, Plus rapide que le vent impétueux, que la tempête.

9 Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden.

Réduis à néant, Seigneur, divise leurs langues! Car je vois dans la ville la violence et les querelles;

10 Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den.

Elles en font jour et nuit le tour sur les murs; L’iniquité et la malice sont dans son sein;

11 Ondskab hersker inden i den, og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade.

La méchanceté est au milieu d’elle, Et la fraude et la tromperie ne quittent point ses places.

12 Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig, ellers maatte jeg bære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham;

Ce n’est pas un ennemi qui m’outrage, je le supporterais; Ce n’est pas mon adversaire qui s’élève contre moi, Je me cacherais devant lui.

13 men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min Ven og min Kynding,

C’est toi, que j’estimais mon égal, Toi, mon confident et mon ami!

14 vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.

Ensemble nous vivions dans une douce intimité, Nous allions avec la foule à la maison de Dieu!

15 Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. (Sheol h7585)

Que la mort les surprenne, Qu’ils descendent vivants au séjour des morts! Car la méchanceté est dans leur demeure, au milieu d’eux. (Sheol h7585)

16 Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.

Et moi, je crie à Dieu, Et l’Éternel me sauvera.

17 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst.

Le soir, le matin, et à midi, je soupire et je gémis, Et il entendra ma voix.

18 Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod.

Il me délivrera de leur approche et me rendra la paix, Car ils sont nombreux contre moi.

19 Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig (Sela) efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud.

Dieu entendra, et il les humiliera, Lui qui de toute éternité est assis sur son trône; (Pause) Car il n’y a point en eux de changement, Et ils ne craignent point Dieu.

20 Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt.

Il porte la main sur ceux qui étaient en paix avec lui, Il viole son alliance;

21 Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd.

Sa bouche est plus douce que la crème, Mais la guerre est dans son cœur; Ses paroles sont plus onctueuses que l’huile, Mais ce sont des épées nues.

22 Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge dig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes.

Remets ton sort à l’Éternel, et il te soutiendra, Il ne laissera jamais chanceler le juste.

23 Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.

Et toi, ô Dieu! Tu les feras descendre au fond de la fosse; Les hommes de sang et de fraude N’atteindront pas la moitié de leurs jours. C’est en toi que je me confie.