Salme 55
1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David. Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring.
Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,
2 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle
laan mig Øre og svar mig, jeg vaander mig i Klage,
3 over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede.
jeg stønner ved Fjendernes Raab og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
4 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
5 Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig.
Frygt og Angst falder paa mig, Gru er over mig.
6 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo.
Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
7 Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. (Sela)
ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)
8 Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen.
Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
9 Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden.
Herre, forvir og split deres Tungemaal! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
10 Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den.
de gaar Rundgang Dag og Nat paa dens Mure;
11 Ondskab hersker inden i den, og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade.
Ulykke, Kvide og Vanheld raader derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
12 Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig, ellers maatte jeg bære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham;
Det var ikke en Fjende, som haaned mig — det kunde bæres; min Uven ydmyged mig ej — ham kunde jeg undgaa;
13 men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min Ven og min Kynding,
men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
14 vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.
og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
15 Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. (Sheol h7585)
Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)
16 Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
Jeg, jeg raaber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
17 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst.
Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
18 Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod.
og udfri min Sjæl i Fred, saa de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
19 Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig (Sela) efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud.
Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
20 Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt.
Paa Venner lagde han Haand og brød sin Pagt.
21 Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd.
Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
22 Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge dig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes.
Kast din Byrde paa HERREN, saa sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
23 Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.
Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd naa Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler paa dig!
