Salme 50
1 En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud Herren har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang.
Psalam. Asafov. Bog nad bogovima, Jahve, govori i zove zemlju od izlaza sunčeva do zalaza.
2 Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt.
Sa Siona predivnog Bog zablista:
3 Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
Bog naš dolazi i ne šuti. Pred njim ide oganj što proždire, oko njega silna bjesni oluja.
4 Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.
On zove nebesa odozgo i zemlju da sudi narodu svojemu:
5 „Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer‟.
“Saberite mi sve pobožnike koji žrtvom Savez sa mnom sklopiše!”
6 Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. (Sela)
Nebesa objavljuju pravednost njegovu: on je Bog sudac!
7 Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gud.
“Slušaj, narode moj, ja ću govoriti, o Izraele, svjedočit ću protiv tebe: ja, Bog - Bog tvoj!
8 Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig.
Ne korim te zbog žrtava tvojih - paljenice su tvoje svagda preda mnom.
9 Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.
Neću od doma tvog' uzet junca, ni jaraca iz tvojih torova:
10 Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.
tÓa moje su sve životinje šumske, tisuće zvjeradi u gorama mojim.
11 Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.
Znam sve ptice nebeske, moje je sve što se miče u poljima.
12 Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
Kad bih ogladnio, ne bih ti rekao, jer moja je zemlja i sve što je ispunja.
13 Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod?
Zar da ja jedem meso bikova ili da pijem krv jaraca?
14 Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter!
Prinesi Bogu žrtvu zahvalnu, ispuni Višnjemu zavjete svoje!
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.
I zazovi me u dan tjeskobe: oslobodit ću te, a ti ćeš me slaviti.”
16 Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund,
A grešniku Bog progovara: “Što tumačiš naredbe moje, što mećeš u usta Savez moj?
17 da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig?
Ti, komu stega ne prija, te riječi moje iza leđa bacaš?
18 Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.
Kad tata vidiš, s njime se bratimiš i družiš se s preljubnicima.
19 Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig.
Svoja si usta predao pakosti, a jezik ti plete prijevare.
20 Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn.
U društvu na brata govoriš i kaljaš sina matere svoje.
21 Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne.
Sve si to činio, a ja da šutim? Zar misliš da sam ja tebi sličan? Pokarat ću te i stavit ću ti sve to pred oči.”
22 Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som frier.
Shvatite ovo svi vi koji Boga zaboraviste, da vas ne pograbim i nitko vas spasiti neće.
23 Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.
Pravo me štuje onaj koji prinosi žrtvu zahvalnu: i onomu koji hodi stazama pravim - njemu ću pokazati spasenje svoje.
