Salme 49
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!
Komail kainok kan karoj ron o dedeki, komail toun jap karoj.
2 baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe!
Ir karoj, aramaj o jaupeidi, ir karoj me kapwapwa o jamama kan!
3 Min Mund udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand.
Au ai pan kaparok duen lolekon, o monion I duen lamalam pun.
4 Jeg vil bøje mit Øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.
I pan kapaike don jalon ai lepen majan, o i pan kajaleda me rir akan ni nil en arp.
5 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig,
Da me i en majak ni ran apwal akan, ma me japun kan kapil ia pena,
6 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?
Me kin kaporoporeki ar dipijou o juaiki ar kapwa toto?
7 Ingen Mand kan dog udløse en Broder, han kan ikke give Gud Løsepenge for ham.
Pwe jota me kak dorela ri a, de tomeki i ren Kot,
8 Thi deres Sjæls Genløsning vil koste meget og maa i Evighed opgives,
(Pwe meid apwal, en dorela nen ar; a jota pan pwaida kokolata).
9 saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.
Pwen maur potopot o jota kilan joujou o.
10 Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre.
Pwe a kin kilan, me lolekon kan kin mela dueta me pweipwei o iakalar akan, o re pan mueid on amen ar dipijou kan.
11 Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.
I me re kin peren kida, ma im arail pan duedueta, o deu’rail pan mimieta kokolata; o re konekon melel nin jappa.
12 Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes.
Ari jo, aramaj me konekon jota kak mimieta ni mepukat, pwe a pan kokowei dueta man amen.
13 Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. (Sela)
let ar wiawia pukat meid pweipwei; ari jo, kadaudok ar kin kapina ki au arail.
14 De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. (Sheol h7585)
Re wonon nan wajan mela dueta pwin jip; mela kin kamana ir; a me lelapok kan pan kaun irail da madan, o mom ar pan joredi, o re pan doo jan deurail, mimieta nan pweleko. (Sheol h7585)
A Kot pan kotin dorela nen i jan nan mana en wajan mela, pwe a pan kotin japwilimane kin ia. (Sheol h7585)
16 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;
Koe der puriamuiki, ma amen pan kapwapwala, o ma linan en im a pan laudala.
17 thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
Pwe a jota pan wala meakot ni a pan mela, o a linan jota pan idauenla i.
18 Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:
A kin injenemau kila peren en maur kajelel wet, o aramaj kin kapina ir, me kin apapwali pein ir eta ni maur et.
19 Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset.
A pan idauen la jam a kan, ap jolar kilan marain kokolata.
20 Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.
Ari, ma aramaj amen indand mau, ap jota a lamalam, a pan kokowei dueta man amen.
