Salme 49
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!
伶長にうたはしめたるコラの子のうた
2 baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe!
もろもろの民よきけ賤きも貴きも富るも貧きもすべて地にすめる者よ なんぢらともに耳をそばだてよ
3 Min Mund udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand.
わが口はかしこきことをかたり わが心はさときことを思はん
4 Jeg vil bøje mit Øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.
われ耳を喩言にかたぶけ琴をならしてわが幽玄なる語をときあらはさん
5 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig,
わが踵にちかかる不義のわれを打圍むわざはひの口もいかで懼るることあらんや
6 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?
おのが富をたのみ財おほきを誇るもの
7 Ingen Mand kan dog udløse en Broder, han kan ikke give Gud Løsepenge for ham.
たれ一人おのが兄弟をあがなふことあたはず之がために贖價を神にささげ
8 Thi deres Sjæls Genløsning vil koste meget og maa i Evighed opgives,
9 saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.
之をとこしへに生存へしめて朽ざらしむることあたはず（霊魂をあがなふには費いとおほくして此事をとこしへに捨置ざるを得ざればなり）
10 Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre.
そは智きものも死 おろかものも獣心者もひとしくほろびてその富を他人にのこすことは常にみるところなり
11 Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.
かれら竊におもふ わが家はとこしへに存りわがすまひは世々にいたらんと かれらはその地におのが名をおはせたり
12 Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes.
されど人は譽のなかに永くとどまらず亡びうする獣のごとし
13 Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. (Sela)
斯のごときは愚かなるものの途なり 然はあれど後人はその言をよしとせん (セラ)
14 De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. (Sheol h7585)
かれらは羊のむれのごとくに陰府のものと定めらる 死これが牧者とならん直きもの朝にかれらををさめん その美容は陰府にほろぼされて宿るところなかるべし (Sheol h7585)
されど神われを接たまふべければわが霊魂をあがなひて陰府のちからより脱かれしめたまはん (セラ) (Sheol h7585)
16 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;
人のとみてその家のさかえくははらんとき汝おそるるなかれ
17 thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
かれの死るときは何一つたづさへゆくことあたはず その榮はこれにしたがひて下ることをせざればなり
18 Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:
かかる人はいきながらふるほどに己がたましひを祝するとも みづからを厚うするがゆゑに人々なんぢをほむるとも
19 Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset.
なんぢ列組の世にゆかん かれらはたえて光をみざるべし
20 Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.
尊貴なかにありて暁らざる人はほろびうする獣のごとし
