Salme 49
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!
(Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
2 baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe!
både høj og lav, både rig og fattig!
3 Min Mund udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand.
Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
4 Jeg vil bøje mit Øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.
jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
5 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig,
Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
6 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?
de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
7 Ingen Mand kan dog udløse en Broder, han kan ikke give Gud Løsepenge for ham.
Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
8 Thi deres Sjæls Genløsning vil koste meget og maa i Evighed opgives,
- Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
9 saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.
og aldrig få Graven at se;
10 Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre.
nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
11 Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.
deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
12 Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes.
Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
13 Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. (Sela)
Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
14 De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. (Sheol h7585)
I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. (Sela) (Sheol h7585)
16 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;
Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
17 thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
18 Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:
Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
19 Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset.
han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
20 Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.
Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
