< Salme 46 >
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde.
3 Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb;
4 om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. (Sela)
5 Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen, den Højestes Boliger.
6 Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
8 Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. (Sela)
9 Kommer, ser Herrens Gerninger, hvorledes han har anrettet Ødelæggelser paa Jorden.
10 Han, som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild.
11 Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa Jorden. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. (Sela)