Salme 44
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.
Dwom a wɔde ma dwomkyerɛfoɔ. Kora mma “maskil” dwom. Ao Onyankopɔn, yɛde yɛn aso ate; yɛn agyanom aka akyerɛ yɛn; deɛ woyɛeɛ wɔ wɔn berɛ so, wɔ tete mmerɛ no mu.
2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.
Wode wo nsa pamoo amanaman no na wobɔɔ yɛn agyanom atenaseɛ; wodwerɛɛ nnipa no na womaa yɛn agyanom dii yie.
3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.
Ɛnyɛ wɔn akofena na wɔde nyaa asase no, na ɛnyɛ wɔn nsa na ɛmaa wɔn nkonimdie; ɛyɛ wo nsa nifa, wo basa, ne wʼanim hann, ɛfiri sɛ na wodɔ wɔn.
4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
Woyɛ me Ɔhene ne me Onyankopɔn, deɛ ɔhyɛ nkonimdie ma Yakob.
5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme!
Ɛnam wo so na yɛpamoo yɛn Atamfoɔ; wo din mu na yɛtiatia wɔn a wɔkyiri yɛn soɔ.
6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.
Meremfa me ho nto mʼagyan so mʼakofena remfa nkonimdie mmrɛ me;
7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
na wo na woma yɛdi yɛn atamfoɔ so. Wogu wɔn a wɔtane yɛn anim ase.
8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede.
Onyankopɔn mu na yɛhoahoa yɛn ho da mu nyinaa na yɛbɛkamfo wo din no daa daa.
9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. (Sela)
Nanso seesei woapo yɛn abrɛ yɛn ase; wone yɛn asraafoɔ nnkɔ ɔsa bio.
10 Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære.
Woma yɛdwane firii ɛdɔm anim ma yɛn atamfoɔ fom yɛn agyapadeɛ.
11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.
Woyii yɛn maa sɛ wɔnkum yɛn sɛ nnwan na woahwete yɛn wɔ amanaman no mu.
12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne.
Wotɔn wo nkurɔfoɔ fofoofo, na woannya mfasoɔ biara amfiri mu.
13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem.
Woayɛ yɛn ahohoradeɛ ama yɛn afipamfoɔ, animtiabudeɛ ne aseredeɛ ama wɔn a atwa yɛn ho ahyia.
14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os.
Woayɛ yɛn akasabɛbuo wɔ aman no mu na nnipa no woso wɔn ti de gu yɛn so.
15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.
Mʼanimguaseɛ di mʼanim daa, na aniwuo akata mʼanim
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt
ɛsiane wɔn a wɔbɔ me ahohora na wɔkasa tia me de yi me ahi, ɛsiane ɔtamfoɔ a nʼani abre sɛ ɔbɛtɔ were no enti.
17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld.
Yeinom nyinaa too yɛn deɛ, nanso yɛn werɛ mfirii wo, na yɛmmuu wʼapam no nso so.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.
Yɛn akoma ntwe mfirii wo ho; na yɛn nan nso mmane mfirii wo kwan so.
19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,
Nanso wodwerɛɛ yɛn yɛɛ yɛn sakraman tuo na wode esum kabii kataa yɛn so.
20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge.
Sɛ na yɛn werɛ afiri yɛn Onyankopɔn din anaa sɛ yɛatrɛ yɛn nsam akyerɛ ananafoɔ nyame a
21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
anka Onyankopɔn bɛhunu, ɛfiri sɛ ɔnim akoma mu ahintasɛm.
22 skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker.
Nanso, wo enti, wɔkum yɛn daa nyinaa; wɔbu yɛn sɛ nnwan a wɔrekɔkum wɔn.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
Nyane, Ao Awurade! Adɛn enti na wada? Keka wo ho! Nnya yɛn hɔ afebɔɔ.
24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig!
Adɛn enti na wode wʼanim ahinta na wo werɛ firi yɛn ahohia ne nhyɛsoɔ?
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
Wɔabrɛ yɛn ase kɔ dɔteɛ mu na yɛn onipadua aka afam dɔteɛ.
26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!
Sɔre bɛboa yɛn; wʼadɔeɛ a ɛnsa da no enti, gye yɛn.
