Salme 44

1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.

2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.

3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.

5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme!

6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.

7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.

8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede.

9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. (Sela)

10 Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære.

11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.

12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne.

13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem.

14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os.

15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.

16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt

17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld.

18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.

19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,

20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge.

21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,

22 skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker.

23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.

24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig!

25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel?

26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!