Salme 44
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.
In finem. Filiis Core ad intellectum.
2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.
Deus, auribus nostris audivimus, patres nostri annuntiaverunt nobis, opus quod operatus es in diebus eorum, et in diebus antiquis.
3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.
Manus tua gentes disperdidit, et plantasti eos; afflixisti populos, et expulisti eos.
4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
Nec enim in gladio suo possederunt terram, et brachium eorum non salvavit eos: sed dextera tua et brachium tuum, et illuminatio vultus tui, quoniam complacuisti in eis.
5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme!
Tu es ipse rex meus et Deus meus, qui mandas salutes Jacob.
6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.
In te inimicos nostros ventilabimus cornu, et in nomine tuo spernemus insurgentes in nobis.
7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
Non enim in arcu meo sperabo, et gladius meus non salvabit me:
8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede.
salvasti enim nos de affligentibus nos, et odientes nos confudisti.
9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. (Sela)
In Deo laudabimur tota die, et in nomine tuo confitebimur in sæculum.
10 Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære.
Nunc autem repulisti et confudisti nos, et non egredieris, Deus, in virtutibus nostris.
11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.
Avertisti nos retrorsum post inimicos nostros, et qui oderunt nos diripiebant sibi.
12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne.
Dedisti nos tamquam oves escarum, et in gentibus dispersisti nos.
13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem.
Vendidisti populum tuum sine pretio, et non fuit multitudo in commutationibus eorum.
14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os.
Posuisti nos opprobrium vicinis nostris; subsannationem et derisum his qui sunt in circuitu nostro.
15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.
Posuisti nos in similitudinem gentibus; commotionem capitis in populis.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt
Tota die verecundia mea contra me est, et confusio faciei meæ cooperuit me:
17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld.
a voce exprobrantis et obloquentis, a facie inimici et persequentis.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.
Hæc omnia venerunt super nos; nec obliti sumus te, et inique non egimus in testamento tuo.
19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,
Et non recessit retro cor nostrum; et declinasti semitas nostras a via tua:
20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge.
quoniam humiliasti nos in loco afflictionis, et cooperuit nos umbra mortis.
21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
Si obliti sumus nomen Dei nostri, et si expandimus manus nostras ad deum alienum,
22 skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker.
nonne Deus requiret ista? ipse enim novit abscondita cordis. Quoniam propter te mortificamur tota die; æstimati sumus sicut oves occisionis.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
Exsurge; quare obdormis, Domine? exsurge, et ne repellas in finem.
24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig!
Quare faciem tuam avertis? oblivisceris inopiæ nostræ et tribulationis nostræ?
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
Quoniam humiliata est in pulvere anima nostra; conglutinatus est in terra venter noster.
26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!
Exsurge, Domine, adjuva nos, et redime nos propter nomen tuum.
