Salme 44
1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.
Twanaigua na matũ maitũ Wee Ngai, tũkĩĩrwo nĩ maithe maitũ ũrĩa wekire matukũ-inĩ mao, o matukũ macio ma tene.
2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.
Nĩwaingatire ndũrĩrĩ na guoko gwaku, na ũgĩcooka kũhaanda maithe maitũ kuo; Wee nĩwanyariirire irĩndĩ iria ingĩ, na ũgĩtũma maithe maitũ magaacĩre.
3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.
Matiegwatĩire bũrũri ũcio na hinya wa rũhiũ rwao, o na ti icoka ciao ciamaheire ũhootani; no nĩ guoko gwaku kwa ũrĩo, ĩĩ nĩ gĩcoka gĩaku, na ũtheri wa gĩthiithi gĩaku, nĩgũkorwo nĩwamendete.
4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
Wee nĩwe Mũthamaki wakwa na Ngai wakwa, ũrĩa wathagĩrĩra Jakubu ũhootani.
5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme!
Wee nĩwe ũtũhotithagia kũhoota thũ ciitũ; nĩ ũndũ wa rĩĩtwa rĩaku tũrangagĩrĩria arĩa marĩ muku na ithuĩ.
6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.
Ndiĩhokaga ũta wakwa, rũhiũ rwakwa rwa njora ti ruo rũngĩĩhootanĩra;
7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
no Wee nĩwe ũtũtooranagĩria harĩ thũ ciitũ, ũgagĩconorithia acio matũthũire.
8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede.
Ngai nĩwe tũtindaga tũkĩĩrahĩra mũthenya wothe, na tũgũtũũra tũgoocaga rĩĩtwa rĩaku nginya tene.
9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. (Sela)
No rĩu nĩũtũtiganĩirie na ũgatũconorithia; nĩũtigĩte gũtwaranaga na mbũtũ ciitũ cia ita.
10 Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære.
Nĩwatũmire tũũrĩre thũ ciitũ, o icio itũthũire igetahĩra indo ciitũ.
11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.
Ũtũrekereirie tũtambuurwo ta ngʼondu, na ũgatũhurunja harĩ ndũrĩrĩ.
12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne.
Wendetie andũ aku ta kĩndũ tũhũ, ndũrĩ uumithio wonete nĩ ũguo ũmendetie.
13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem.
Nĩũtũmĩte tũmenwo nĩ andũ arĩa tũhakanĩte nao, tũgatuĩka a kũnyararwo na gũthekererwo nĩ arĩa matũthiũrũrũkĩirie.
14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os.
Nĩũtũmĩte tũtuĩke a kuunagwo thimo nĩ ndũrĩrĩ; tũgagĩtuĩka a kũinainagĩrio mĩtwe nĩ andũ.
15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.
Ndindaga njonokete mũthenya wothe, ngahumbwo nĩ thoni ũthiũ wothe,
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt
nĩ ũndũ wa inyũrũri cia andũ arĩa maanyũrũragia na makaanuma, tondũ wa thũ ĩrĩa ĩrenda kwĩrĩhĩria.
17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld.
Twakorirwo nĩ maũndũ macio mothe, o na gũtuĩka tũtiariganĩirwo nĩwe, o na kana tũgĩthaahia kĩrĩkanĩro gĩaku.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.
Ngoro ciitũ iticookete na thuutha; makinya maitũ matiumĩte njĩra-inĩ yaku.
19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,
No ũtũhehenjete, na ũgatũtua imamo cia mbwe, na ũgatũhumbĩra na nduma nene.
20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge.
Tũngĩkorwo nĩtwariganĩirwo nĩ rĩĩtwa rĩa Ngai witũ, o na kana tũkĩambararia moko kũrĩ ngai ngʼeni-rĩ,
21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
githĩ Ngai ndangĩamenyire ũhoro ũcio, kuona atĩ nĩamenyaga hitho cia ngoro?
22 skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker.
No nĩ ũndũ waku tũtindaga tũngʼetheire gĩkuũ mũthenya wothe; tũtuĩtwo ta ngʼondu cia gũthĩnjwo.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
Wee Mwathani, arahũka! Ũgĩkomete nĩkĩ? Wĩyarahũre! Ndũgatũtiganĩrie nginya tene.
24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig!
Ũhithĩte ũthiũ waku nĩkĩ, na ũkariganĩrwo nĩ mathĩĩna maitũ na kũhinyĩrĩrio gwitũ?
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
Tũrũndĩtwo rũkũngũ-inĩ; mĩĩrĩ iitũ ĩkĩnyiitanĩte na thĩ.
26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!
Arahũka ũtũteithie; tũkũũre tondũ wa wendani waku ũtathiraga.
