Salme 44

1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.

Korah ƒe viwo ƒe nufiameha na hɛnɔ la. O! Mawu, míawo ŋutɔ míesee kple míaƒe towo, nu siwo mía fofowo gblɔ na mí tso nu siwo nèwɔ na wo le woƒe ɣeyiɣiwo me le blema.

2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.

Ètsɔ wò asi nya dukɔwo, eye nètsɔ mía fofowo ɖo wo teƒe. Ègbã dukɔwo gudugudu, ke èna mía fofowo ya dzi ɖe edzi.

3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

Anyigba mesu wo si to woawo ŋutɔ ƒe yi dzi loo, alo woawo ŋutɔ ƒe alɔe ɖu dzi na wo o, ke boŋ wò nuɖusi, wò alɔ kple wò mo ƒe kekelie xɔ na wo, elabena èlɔ̃ wo.

4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.

Wòe nye nye Fia kple nye Mawu, wòe he dziɖuɖuwo vɛ na Yakob.

5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme!

To dziwò míetutu míaƒe futɔwo do ɖe megbe, eye to wò ŋkɔ me míenya avuzi le míaƒe futɔwo dzi.

6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.

Nyemeɖo ŋu ɖe nye aŋutrɔ ŋu o, eye nye yi mehe dziɖuɖu vɛ nam o,

7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.

ke boŋ èna míeɖu míaƒe ketɔwo dzi, eye nèna ŋukpe lé míaƒe adikatɔwo.

8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede.

Míetsɔ Mawu ƒo adegbe ŋkeke blibo la, eye míakafu wò ŋkɔ tegbetegbe. (Sela)

9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. (Sela)

Ke azɔ la, ègbe mí, eye nèbɔbɔ mí ɖe anyi; azɔ la, mègadona kple míaƒe aʋakɔwo o.

10 Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære.

Èna míegbugbɔ ɖe megbe le míaƒe futɔwo ŋgɔ, eye míaƒe ketɔwo ha mí.

11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.

Ètsɔ mí na be woavuvu mí abe alẽwo ene, eye nèkaka mí ɖe dukɔwo dome.

12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne.

Ètsɔ wò dukɔ la dzra ho kpɔtsɔe eye mèkpɔ naneke le wo dzadzra me o.

13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem.

Ètsɔ mí wɔ vlodonu na míaƒe aƒelikawo, eye míezu alɔmeɖenu kple nu ɖikokoe na ame siwo ƒo xlã mí.

14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os.

Ètsɔ mí wɔ lodonu le dukɔwo dome, eye amewo ʋuʋua ta ɖe mía ŋu ne wokpɔ mí.

15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.

Nye vlododo le ŋkunye me ŋkeke blibo la, eye ŋukpe tsyɔa mo nam,

16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt

ne vlodolawo, fewuɖulawo le nunye ɖiam, elabena futɔ la ɖoe kplikpaa be yeabia hlɔ̃m.

17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld.

Togbɔ be míeŋlɔ wò be, alo da alakpa le wò nubabla la me o hã la, èna nu siawo katã va mía dzi.

18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.

Míaƒe dziwo metrɔ le yowòme o, eye míaƒe afɔwo hã metra le wò mɔ dzi o.

19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,

Gake ègbã mí gudugudu hegble mí ɖe amegaxiwo dome, eye nètsɔ viviti tsiɖitsiɖi tsyɔ mía dzi.

20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge.

Nenye ɖe míeŋlɔ míaƒe Mawu ŋkɔ be, alo ke míaƒe abɔwo na dzromawu aɖe la,

21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,

ɖe Mawu manya esi wònya dzimenu ɣaɣlawo katã oa?

22 skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker.

Gake le tawò la, míekpɔa ku ŋkeke blibo la, eye wobua mí abe alẽ siwo wokplɔ yina wuwu ge la ene.

23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.

Nyɔ, O Aƒetɔ! Nu ka ta nèle alɔ̃ dɔm ɖo? Fɔ! Mègagbe mí ɖikaa o.

24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig!

Nu ka ta nèɣla wò mo, eye nèŋlɔ míaƒe hiãkame kple teteɖeanyi be ɖo?

25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel?

Wohe mí ƒu ke me, eye míaƒe ŋutilã lé ɖe anyigba.

26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!

Tso, nàxɔ na mí, ɖe mí le wò lɔlɔ̃ si meʋãna o la ta.