< Salme 42 >
1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.
Dia afumo'ma tinku'ma ave'nesigeno tinku'ma hakeno vanoma nehiaza hu'na Anumzamokagura nagu'amo'a tusiza huno ave'nesie.
2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!
Tinku'ma ave'nesigenoma hiaza huno nagu'amo'a kasefa'ma huno mani'nea Anumzamofonkura nave'nesige'na nazupa agri avurera vugahue hu'na nagesa nentahue.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?
Hanine zagenena zavi'ma netogeno navunuma hiazamo'a nezaniagna nehigeno, ha' vahenimo'za hu'za kagri Anumzana iga mani'ne? hu'za hu'naze.
4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?
Hagi mono'ma hunegantona knare'ma, ko'ma vahe kevuma zamavare'na mono nonka'afima, nevuge'zama zagamema hu'za musenkasema nehaza zanku'ma nagesa nentahugeno, tumonimo'a netanie.
5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.
Hagi nagafare nagu'amo'a kna nehie? Nagafare tumo'nimo'a netanege'na nasunkura nehue? Nagra Anumzamokare namentintia nehuanki'na, Agrama nagu'mavazi'nea zanku agia ahentesga hugahue.
6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.
Hagi menina nagu'amo'a kna nehianagi, Jodani mopafima ogantuma me'nea Hemoni agonare'ene Misa agonare mani'nena Anumzanimokagura nagesa antahimigahue.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.
Hagi hagerimo'ma knafu knafu'ma huno agasasama neriankna huno, knazamo'a eme narefinete.
8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.
Hianagi mago mago kna Ra Anumzamo'a vagaore avesizama'areti avesinentege'na, mago mago kenegera zagamera hu'na agia erisga nehu'na, nasimu'ma namige'nama mani'noa Anumzamofontega nunamuna nehue.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.
Hagi nagra Anumzanimofontega krafagea hu'na, Anumzanimoka hankave havegani'a mani'nananki, nahigenka kagerakaninenantane? Na'a hige'za ha' vahenimo'za nazeri haviza nehazage'na nasuzampina vano nehue?
10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?
Hagi maka kna ha' vahenimo'zama kefinti'ma nazeri haviza nehu'za, iga Anumzanka'a mani'ne hu'zama haza zamo'a zaferinani'a ruhantagi'za rufuzafunepaze.
11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.
Nahigeno nagu'amo'a kna huno evuneramie? Hagi nahige'na nasuzampina mani'na nevue? Nagra Anumzamo'ma nazama hanigu amuhara hugahue! Nagu'mavazi ne', Anumzanimofona mago'ene zagamera hu'na agia erisga hugahie.