Salme 42

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

For the chief musician. A maschil of the sons of Korah. As the deer pants after streams of water, so I thirst for you, God.

2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

I thirst for God, for the living God, when will I come and appear before God?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

My tears have been my food day and night, while my enemies are always saying to me, “Where is your God?”

4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

These things I call to mind as I pour out my soul: how I went with the throng and led them to the house of God with the voice of joy and praise, a multitude celebrating a festival.

5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Why are you bowed down, my soul? Why are you upset within me? Hope in God, for again I will praise him who is my salvation.

6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

My God, my soul is bowed down within me, therefore I call you to mind from the land of the Jordan, from the three peaks of Mount Hermon, and from the hill of Mizar.

7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

Deep calls to deep at the noise of your waterfalls; all your waves and your billows have gone over me.

8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

Yet Yahweh will command his covenant faithfulness in the daytime; in the night his song will be with me, a prayer to the God of my life.

9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

I will say to God, my rock, “Why have you forgotten me? Why do I go mourning because of the oppression of the enemy?”

10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

As with a sword in my bones, my adversaries rebuke me, while they always say to me, “Where is your God?”

11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Why are you bowed down, my soul? Why are you upset within me? Hope in God, for again I will praise him who is my salvation and my God.