Salme 42

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

For the Chief Musician; Maschil of the sons of Korah. As the hart panteth after the water brooks, so panteth my soul after thee, O God.

2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

My soul thirsteth for God, for the living God: when shall I come and appear before God?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

My tears have been my meat day and night, while they continually say unto me, Where is thy God?

4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

These things I remember, and pour out my soul within me, how I went with the throng, and led them to the house of God, with the voice of joy and praise, a multitude keeping holyday.

5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Why art thou cast down, O my soul? and [why] art thou disquieted within me? hope thou in God: for I shall yet praise him [for] the health of his countenance.

6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

O my God, my soul is cast down within me: therefore do I remember thee from the land of Jordan, and the Hermons, from the hill Mizar.

7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

Deep calleth unto deep at the noise of thy waterspouts: all thy waves and thy billows are gone over me.

8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

[Yet] the LORD will command his lovingkindness in the day-time, and in the night his song shall be with me, [even] a prayer unto the God of my life.

9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

I will say unto God my rock, Why hast thou forgotten me? why go I mourning because of the oppression of the enemy?

10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

As with a sword in my bones, mine adversaries reproach me; while they continually say unto me, Where is thy God?

11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Why art thou cast down, O my soul? and why art thou disquieted within me? hope thou in God: for I shall yet praise him, [who is] the health of my countenance, and my God.