Salme 42

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

For the leader. A maskil of the Korahites. Like the hart which longs for brooks of water, I long for you, God.

2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

I thirst for God, for my living God. When shall I enter in, and see the face of God?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

My tears have been my food by day and by night; for they say to me all the day long, ‘Where is your God?’

4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

My heart floods with sorrow, as I call to mind: how I used to pass on with the throng, at their head, to the house of God, with glad shouts and giving of thanks, in the throng who kept festival.

5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Why am I downcast? Why this moaning within me? Hope in God; for yet will I praise him, my help, my God.

6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

I am sunk in my misery; I will therefore call you to mind from the land of Jordan and Hermon, the mountain Mizar.

7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

Flood is calling to flood at the noise of your cataracts; all your waves and your breakers have passed over me.

8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

In the day I cry to the Lord to summon his kindness; and the song that I sing in the night is a prayer to the living God.

9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

I say to God my rock, ‘Why have you forgotten me? Why must I walk so sadly, so hard pressed by the foe?’

10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

It pierces me to the heart to hear the enemy’s taunts, as all the day long they say to me, ‘Where is your God?’

11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Why am I downcast? Why this moaning within me? Hope in God; for yet will I praise him, my help, my God.