Salme 42

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

Unto the end. The understanding of the sons of Korah. As the deer longs for fountains of water, so my soul longs for you, O God.

2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

My soul has thirsted for the strong living God. When will I draw close and appear before the face of God?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

My tears have been my bread, day and night. Meanwhile, it is said to me daily: “Where is your God?”

4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

These things I have remembered; and my soul within me, I have poured out. For I will cross into the place of the wonderful tabernacle, all the way to the house of God, with a voice of exultation and confession, the sound of feasting.

5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Why are you sad, my soul? And why do you disquiet me? Hope in God, for I will still confess to him: the salvation of my countenance,

6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

and my God. My soul has been troubled within myself. Because of this, I will remember you from the land of the Jordan and from Hermon, from the little mountain.

7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

Abyss calls upon abyss, with the voice of your floodgate. All your heights and your waves have passed over me.

8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

In the daylight, the Lord has ordered his mercy; and in the night, a canticle to him. With me is a prayer to the God of my life.

9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

I will say to God, “You are my supporter. Why have you forgotten me? And why do I walk in mourning, while my adversary afflicts me?”

10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

While my bones are being broken, my enemies, who trouble me, have reproached me. Meanwhile, they say to me every single day, “Where is your God?”

11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

My soul, why are you saddened? And why do you disquiet me? Hope in God, for I will still confess to him: the salvation of my countenance and my God.