Salme 42

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

Kathutkung: Korah capanaw Sakhi ni tuisi a doun e patetlah Oe Cathut, ka hringnae ni nang na doun.

2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

Ka hringnae ni Cathut, ka hring Cathut hah a kahran. Nâtuek ne Cathut koe ka pha vaiteh, ka minhmai ka patue van han vai.

3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

Ayânaw ni na Cathut teh nâmouh ao vâ pou ati awh dawkvah, karum khodai ka mitphi teh khap laipalah ka rawca lah ao.

4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

Tamimaya hoi Cathut im rei cei awh navah, konawm laihoi, pholen la rei sak awh navah, tamimaya hoi pawi koe rei cei awh e naw hah, bout ka pouk toteh, ka hringnae heh ka thung vah ka rabawk.

5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Oe, ka hringnae bang dawk ne sut na ngam. Bangkongmaw ka thungvah runae na kâhmo. Cathut hah ngaihawi haw. Bangkongtetpawiteh, ama teh ka pholen han rah, na ka rungngangkung hoi ka Cathut.

6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

Ka hringnae teh ka lungthung a lungmathoe dawkvah, Jordan ram, Hermon ram hoi Mizar, mon koehoi nang teh pou na pouk.

7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

Na tuitâto pawlawk dawk, tui kadung hoi tui kadung a kâpan teh, na tuicapa ka thaw e ni koung na ramuk toe.

8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

BAWIPA ni khodai lah a pahrennae hah na poe teh, karum lah pholennae la sak laihoi, ka hringnae Cathut koe ratoum laihoi ka o.

9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

Ka lungsong, Cathut koevah, bangkongmaw na pahnim. Bangkongmaw ka tarannaw ni na pahuipalam awh kecu dawk ka lung a mathoe han rah, telah ka dei han.

10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

Ka tarannaw ni nâmouh na Cathut teh ao telah na panuikhai kecu dawk, ka hru koung a khoe awh mue toe telah ka pouk.

11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Ka hringnae bangkongmaw na lung a mathoe. Bangkongmaw ka thungvah, runae na kâhmo. Cathut hah kâuep haw. Bangkongtetpawiteh, ama teh ka pholen han rah. Na kabawmkung hoi na ka damsakkung doeh.