Salme 42

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

Aka mawt ham Korah ca rhoek kah Hlohlai Rhangrhaeh loh sokca tui a phoe bangla ka hinglu loh Pathen namah te m'phoe.

2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

Pathen tah mulhing Pathen oeh dongah ka hinglu loh halthi sut. Me vaengah nim ka caeh vetih Pathen maelhmai ka hmuh ve?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

Hnin at puet kai taengah, “Na Pathen ta melae?,” a ti dongah khoyin khothaih ah ka mikphi te kai ham buh la om coeng.

4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

Hekah he ka poek vaengah ka hinglu loh ka khuiah paeng. Amih loh Pathen im ah uemonah tamlung ol neh a lilup la a lam uh vaengah ka cet sui tih rhoiding neh vawlhvawlh ka van lah sue.

5 Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Ka hinglu loh ba dongah na ngam sut tih ka khuiah huenghueng na ko? Amah hmai kah khangnah ka uem ham pueng dongah Pathen te ngaiuep lah.

6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

Aw ka Pathen, ka khuikah ka hinglu loh ngam sut coeng. Te dongah Jordan kho neh Hermon som lamkah, Mizar tlang lamkah nang kan ngaidam ni.

7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

Na tuikun ol neh tuidung te tuidung taengla patoeng a khue. Na tuiphu neh na tuilae boeih loh kai soah n'li.

8 Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

Tedae BOEIPA loh khothaih ah a sitlohnah a uen dongah khoyin ah a lumlaa neh ka hingnah Pathen taengah thangthuinah ka khueh.

9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

Ka thaelpang Pathen taengah, “Ba ham lae kai nan hnilh. Thunkha kah hnaemtaek dongah ba ham lae kopang neh ka van eh?,” ka ti nah.

10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

Kamah kah puencak vaengah amih loh kai taengah hnin at puet, “Na Pathen te melae,” a ti uh tih kai m'veet uh dongah ka rhuh vingving nuei.

11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Aw ka hinglu badongah na ngam sut tih ka khuiah huenghueng ko? Pathen te ngaiuep lah. Ka hmai kah khangnah neh ka Pathen amah te ka uem dae mako.