Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Nkunga Davidi kuidi Yedutuni, pfumu minyimbidi. Minu ndituba: “ndiela sunga zinzila ziama ayi ndiela keba ludimi luama mu masumu. Ndiela tula luvambu mu munuꞌama mu zithangu zioso batu bambimbi bela banga ku ntuala meso mama.”

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Bu ndiba dio sui ayi ndidingalala ayi bu ndisia tuba kadi diambu ko. Vayi ziphasi ziama buelama na buelama zilembo zibuelama.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

Ntimꞌama wulema mu khati nitu ama; ayi bu ndiyindula, buna mbazu yilema. Diawu nditumbu tubila mu ludimi luama:

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

“Wumbonisa, a Yave tsukulu yi luzingu luama; ayi thalu yi bilumbu biama bika wunzabikisa ti luzingu luama vioka lu mvioka!

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Ngeyo wuvanga bilumbu biama siadila banga dikanda diama Tezo ki mimvu miama kisi ko kadi mfunu va ntanlꞌaku. Kadika luzingu lu mutu luidi kaka phemo.

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Mutu widi khatika kimbindi bu keti kuenda ayi vutuka weti banga mayindu, vayi mu phamba kuandi; weti kupika bima vayi kakadi zaba nani wela bitota.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

Vayi buabu, Yave, mbi mfueti vingila e? Diana diama didi mu ngeyo.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Wuphukisa mu zinzimbala ziama zioso; kadi kundiekula ndikituka sekonono ki bivulu.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Ndiba dio sui; ndisia zibula munu ama ko bila ngeyo wuvanga buawu.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Wuphengumunina nsongo aku. Ndieka suka mu diambu di bikoti bi mioko miaku.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Ngeyo weti tubidila ayi weti vana batu thumbudulu mu diambu di masumu mawu. Ngeyo weti zinisa kimvuama kiawu banga kiphepele kadika mutu widi phemo.

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Wa lusambulu luama; a Yave! Dimba yamikina kuama mu diambu di lusadusu. Kadi lasakana mu bidilu biama; bila ndieti kalanga yaku va kimosi banga nzenza, banga nkibi, banga bakulu bama boso.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Wuphengumunina thaluꞌaku muingi ndimona diaka khini tuamina ndunda ayi ndibika buela monika.”