Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Dije: Guardaré mis caminos para no pecar con mi boca. Llevaré mordaza en mi boca Mientras los perversos estén frente a mí.

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Enmudecí con silencio. Me callé, aun en cuanto a lo bueno, Y se agravó mi dolor.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

Mi corazón se enardeció. En mi meditación ardió el fuego. [Entonces] hablé con mi lengua:

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

Oh Yavé, dime mi final, Cuál es la medida de mis días. Permíteme saber cuán pasajero soy.

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

En verdad, diste a mis días término corto, Y mi edad es como nada ante Ti. Ciertamente es completa vanidad todo hombre que vive. (Selah)

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Ciertamente como un fantasma de realidad anda el hombre, Ciertamente en vano se agita, Amontona riquezas y no sabe quién las recogerá.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

Y ahora, ʼAdonay, ¿qué espero? Mi esperanza está en Ti.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Líbrame de todas mis transgresiones. No me coloques como escarnio de los necios.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Enmudecí, no abrí mi boca, Porque Tú lo dispusiste.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Quita de sobre mí tu azote, Porque perezco por el golpe de tu mano.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Corriges al hombre con castigos por su iniquidad. Como polilla carcomes lo que es precioso para él. Ciertamente todo hombre es solo un soplo. (Selah)

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Escucha mi oración, oh Yavé, Y presta oído a mi clamor. No guardes silencio ante mis lágrimas, Porque soy un forastero ante Ti, Y un advenedizo como todos mis antepasados.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Aparta de mí tu mirada para que yo sonría, Antes que yo parta y no exista más.