Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Al maestro de coro, a Iditún. Salmo de David. Yo me dije: “Atenderé a mis caminos, para no pecar con mi lengua; pondré un freno a mi boca mientras el impío esté frente a mí.”

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Y quedé silencioso, mudo; callé aun el bien; pero mi dolor se exasperaba.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

El corazón ardía en mi pecho; cuando reflexionaba, el fuego se encendía; entonces solté mi lengua diciendo:

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

“Hazme saber, Yahvé, cuál es mi fin, y cuál el número de mis días, para que entienda cuan caduco soy.

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Tú diste a mis días un largo de pocos palmos, y mi vida es como nada ante Ti. Un mero soplo es todo hombre.

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Como una sombra, pasa el mortal, y vanamente se inquieta; atesora, y no sabe quién recogerá.”

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

Así pues ¿qué espero yo ahora, Señor? Toda mi esperanza está en Ti.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Sálvame Tú de todas mis iniquidades; no me entregues al escarnio del necio.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Enmudezco y no abro más mi boca; porque todo lo haces Tú.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Solo aparta de mí tu azote, pues ante el poder de tu mano desfallezco.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Tú castigas al hombre por su culpa; destruyes, como la polilla, lo que él más aprecia. En verdad, todo hombre no es más que un soplo.

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Escucha, Yahvé, mi ruego, presta oído a mis clamores, no te hagas sordo a mis lágrimas; porque frente a Ti yo soy un peregrino, un transeúnte, como fueron todos mis padres.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Deja de castigarme para que respire, antes que parta y ya no esté.