Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Til songmeisteren, til Jedutun; ein salme av David. Eg sagde: «Eg vil vakta mine vegar, so eg ikkje syndar med mi tunga; eg vil leggja taum på min munn, so lenge den ugudlege er meg for augo.»

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Eg tagna og var kurende still; eg tagde utan von um lukka, men mi liding vart rørd upp.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

Mitt hjarta brann i min barm; ved mi grunding kveiktest eld - eg tala med mi tunga.

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

Herre, lat meg få vita min ende og målet på mine dagar, kva det er; lat meg vita kor snargjengd eg er!

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Sjå, som ei lovebreidd hev du sett mine dagar, og mi livstid er som ingen ting for deg; berre som den tome fåfengd er kvart menneskje sett her. (Sela)

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Berre som ein skugge gjeng mannen ikring, berre til fåfengs ståkar dei; han dungar i hop og veit ikkje kven som skal sanka det inn.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

Og no, kva vonar eg, Herre? Mi von stend til deg.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Frels meg frå alle mine misgjerningar, set meg ikkje til spott for dåren!

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Eg er tagna og let ikkje upp min munn; for du hev gjort det.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Tak di plåga burt frå meg! Ved slag av di hand er det ute med meg.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Tuktar du ein mann med refsing for skuld, so fortærer du hans fagerleik som motten. Berre fåfengd er kvart menneskje. (Sela)

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Høyr mi bøn, Herre, og vend øyra til mitt rop; teg ikkje til min gråt! for eg er framand hjå deg, ein gjest som alle mine feder.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Sjå burt frå meg, so eg kann kvikna til, fyrr eg fer herifrå og er ikkje meir!