Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

In finem, ipsi Idithun. Canticum David. [Dixi: Custodiam vias meas: ut non delinquam in lingua mea. Posui ori meo custodiam, cum consisteret peccator adversum me.

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Obmutui, et humiliatus sum, et silui a bonis; et dolor meus renovatus est.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

Concaluit cor meum intra me; et in meditatione mea exardescet ignis.

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

Locutus sum in lingua mea: Notum fac mihi, Domine, finem meum, et numerum dierum meorum quis est, ut sciam quid desit mihi.

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Ecce mensurabiles posuisti dies meos, et substantia mea tamquam nihilum ante te. Verumtamen universa vanitas, omnis homo vivens.

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Verumtamen in imagine pertransit homo; sed et frustra conturbatur: thesaurizat, et ignorat cui congregabit ea.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

Et nunc quæ est exspectatio mea: nonne Dominus? et substantia mea apud te est.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Ab omnibus iniquitatibus meis erue me: opprobrium insipienti dedisti me.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Obmutui, et non aperui os meum, quoniam tu fecisti;

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

amove a me plagas tuas.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

A fortitudine manus tuæ ego defeci in increpationibus: propter iniquitatem corripuisti hominem. Et tabescere fecisti sicut araneam animam ejus: verumtamen vane conturbatur omnis homo.

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Exaudi orationem meam, Domine, et deprecationem meam; auribus percipe lacrimas meas. Ne sileas, quoniam advena ego sum apud te, et peregrinus sicut omnes patres mei.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Remitte mihi, ut refrigerer priusquam abeam et amplius non ero.]