Salme 39
1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
Thaburi ya Daudi Ndoigire atĩrĩ, “Ndĩĩmenyagĩrĩra mĩthiĩre yakwa, ndĩrigagĩrĩrie ndikehie na rũrĩmĩ rwakwa; nĩnguoha kanua gakwa rĩrĩa rĩothe mũndũ mwaganu arĩ harĩa ndĩ.”
2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
No rĩrĩa ndakirĩte na ngahoorera, itekwaria o na ũndũ mwega-rĩ, ruo rwakwa rũgĩkĩrĩrĩria kuongerereka.
3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
Ngoro yakwa yahĩĩahĩaga thĩinĩ wakwa, na o rĩrĩa ndecũũranagia, mwaki ũgĩakana; hĩndĩ ĩyo ngĩaria na rũrĩmĩ rwakwa, ngiuga atĩrĩ:
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
“Wee Jehova, nyonia mũthia wa mũtũũrĩre wakwa, o na mũigana wa matukũ makwa; nĩngĩmenye ũrĩa mũtũũrĩre wakwa ũrĩ wa gũthira na ihenya.
5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
Ũtũmĩte matukũ makwa makuhĩhe ta rũhĩ; mũigana wa mĩaka yakwa ti ta kĩndũ harĩwe. Mũndũ o wothe ũrĩ muoyo o na rĩrĩa ehaandĩte wega nĩ kĩndũ gĩa tũhũ.
6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
Ti-itherũ mũndũ nĩ ta kĩĩruru rĩrĩa egũcangacanga: Mĩhangʼo ĩrĩa ehangʼagia nayo no ya tũhũ; eigagĩra ũtonga, no ndooĩ nũũ ũkeeguna naguo.
7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
“No rĩu, Mwathani-rĩ, nĩ kĩĩ njetereire? Wee nĩwe mwĩhoko wakwa.
8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
Honokia kuuma mehia-inĩ makwa mothe; ndũkareke thekererwo nĩ andũ arĩa akĩĩgu.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
Ndakirĩte ki; ndingĩatumũrire kanua gakwa, nĩgũkorwo nĩwe wekĩte ũguo.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
Njehereria ihũũra rĩaku; nĩhootetwo nĩ iringa rĩa guoko gwaku.
11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
We ũrũithagia na ũkaherithia andũ nĩ ũndũ wa mehia mao; ũniinaga ũtonga wao ta memenyi; mũndũ no ta kĩndũ gĩa tũhũ.
12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
“Igua ihooya rĩakwa, Wee Jehova, thikĩrĩria ngĩgũkaĩra ũndeithie; ndũkarege kũigua kĩrĩro gĩakwa. Nĩgũkorwo njikaranagia nawe ta ndĩ mũgeni, ngahaana ta mũndũ ũthaamĩire kuo, o ta ũrĩa maithe makwa mothe maatariĩ.
13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
Wĩhũgũre na kũngĩ ũtige kũnyona, nĩguo ngĩkene rĩngĩ, itanathiĩ njage gũkorwo ho rĩngĩ.”
