Salme 39
1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
For the leader; for Jeduthun. A psalm of David. I vowed to watch my words, and sin not with my tongue, but to put on my mouth a muzzle, while the wicked were in my presence.
2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
I was silent and dumb, speechless: but my pain was stirred up.
3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
My heart grew hot within me; as I mused, the fire was kindled, till at last the words came to my tongue.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
“Teach me, O Lord, my end, and the sum of my days what it is. Let me know how transient I am.
5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
See! My days you have made but a span, and my life is as nothing before you. It is but as a breath that everyone stands: (Selah)
6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
it is but in mere semblance we walk to and fro, and all our noise is for nothing. We heap up, and know not who will gather.”
7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
And now, what wait I for, Lord? My hope is in you.
8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
From all my transgressions deliver me; make me not the scorn of the fool.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
I am dumb, never opening my mouth, for this is your own doing.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
Remove your stroke from off me: by the might of your hand I am spent.
11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
When you rebuke someone to punish their sins, you consume, like a moth, what they treasures. Everyone is only a breath. (Selah)
12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
Hear my prayer, O Lord; attend to my cry for help. Hold not your peace at my tears. For I am but a guest of yours, a stranger visiting, like all my ancestors.
13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
Look away from me, let me smile again, before I die and am gone.
