Salme 39
1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
“To the chief musician, to Jeduthun, a psalm of David.” I said, I will guard my ways, that I sin not with my tongue: I will guard my mouth with a muzzle, while the wicked is before me.
2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
I was dumb in deep silence, I was quite still, even from [speaking] good; but my pain was greatly excited;
3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
My heart was hot within me, in my self-communing there burnt a fire: [then] spoke I with my tongue,
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
Let me know, O Lord, my end, and the measure of my days, what it is: I wish to know when I shall cease to be.
5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
Behold, measured out with the span hast thou made my days; and my whole duration is nothing before thee: yea, as nothing but vanity doth every man stand here. (Selah)
6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
As nothing but a shadowy image doth man walk about, yea, for vanity only do all make a noise: he heapeth up his gains, and knoweth not who shall gather them.
7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
And now, what shall I wait for, O Lord? my hope is in thee.
8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
From all my transgressions deliver thou me: render me not the object of reproach of the worthless.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
I was dumb, I opened not my mouth; because thou hadst done it.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
Remove thou thy plague away from me: from the blows of thy hand am I consumed.
11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
When thou with corrections chastisest man for iniquity, thou causest his excellence to melt away as [if eaten by] the moth: yea, nothing but vanity is every man. (Selah)
12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
Hear my prayer, O Lord, and give ear unto my cry; be not silent at my tears; for a stranger am I with thee, a sojourner, like all my fathers.
13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
Leave off from me, that I may recover strength, before I go hence, and am no more.
