Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

To the chief Musician, [even] to Jeduthun, A Psalm of David. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I will keep my mouth with a bridle, while the wicked is before me.

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

I was dumb with silence, I held my peace, [even] from good; and my sorrow was stirred.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

My heart was hot within me, while I was musing the fire burned: [ then] spake I with my tongue,

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

LORD, make me to know mine end, and the measure of my days, what it [is; that] I may know how frail I [am].

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Behold, thou hast made my days [as] an handbreadth; and mine age [is] as nothing before thee: verily every man at his best state [is] altogether vanity. (Selah)

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Surely every man walketh in a vain shew: surely they are disquieted in vain: he heapeth up [riches], and knoweth not who shall gather them.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

And now, Lord, what wait I for? my hope [is] in thee.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Deliver me from all my transgressions: make me not the reproach of the foolish.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

I was dumb, I opened not my mouth; because thou didst [it].

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Remove thy stroke away from me: I am consumed by the blow of thine hand.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

When thou with rebukes dost correct man for iniquity, thou makest his beauty to consume away like a moth: surely every man [is] vanity. (Selah)

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Hear my prayer, O LORD, and give ear unto my cry; hold not thy peace at my tears: for I [am] a stranger with thee, [and] a sojourner, as all my fathers [were].

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

O spare me, that I may recover strength, before I go hence, and be no more.