Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Unto the end, for Idithun himself, a canticle of David. I said: I will take heed to my ways: that I sin not with my tongue. I have set guard to my mouth, when the sinner stood against me.

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

I was dumb, and was humbled, and kept silence from good things: and my sorrow was renewed.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

My heart grew hot within me: and in my meditation a fire shall flame out.

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

I spoke with my tongue: O Lord, make me know my end. And what is the number of my days: that I may know what is wanting to me.

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Behold thou hast made my days measurable: and my substance is as nothing before thee. And indeed all things are vanity: every man living.

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Surely man passeth as an image: yea, and he is disquieted in vain. He storeth up: and he knoweth not for whom he shall gather these things.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

And now what is my hope? is it not the Lord? and my substance is with thee.

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Deliver thou me from all my iniquities: thou hast made me a reproach to the fool.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

I was dumb, and I opened not my mouth, because thou hast done it.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Remove thy scourges from me. The strength of thy hand hath made me faint in rebukes:

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Thou hast corrected man for iniquity. And thou hast made his soul to waste away like a spider: surely in vain is any man disquieted.

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Hear my prayer, O Lord, and my supplication: give ear to my tears. Be not silent: for I am a stranger with thee, and a sojourner as all my fathers were.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

O forgive me, that I may be refreshed, before I go hence, and be no more.